Hvorfor klør ørerne - og hvad kan man gøre det det?

Tirsdag, 8. oktober 2024
Lotte Bang
Foto: Colourbox
Klør dine ører? Det er faktisk meget almindeligt at have kløe i ørerne. Hvis du vil vide, hvad du kan gøre ved det, så læs lægens gode råd her.
Mand med kløen i ørerne
Klør dit øre? Du må ikke klø igen - der kan være en god forklaring. Få lægens gode råd her.

Fra konsultationen

– Jeg ved altså ikke, om jeg er ved at blive skør, men mine ører klør. Jeg kan ikke se noget, og det er jo ret svært at komme til at klø derinde, og det ville jeg heller aldrig turde, så det er virkelig generende. Kan du ikke lige se, om der er noget galt? bad en mand.

Ørekløe er faktisk et relativt hyppigt problem hos patienterne i min praksis. Det er frygtelig generende for patienten, men også ofte noget jeg kan løse, så det var godt, manden havde søgt læge.

Otoskopet kom frem, og ørerne blev grundigt kigget efter.

– Jeg kan se, du har eksem i øregangen, og det er derfor, det klør. Jeg er glad for at høre, du ikke klør tilbage med en vatpind eller andet, for så kan du skade øregangen og måske få en ordentlig omgang betændelse, sagde jeg.

I den forbindelse rådede jeg ham til aldrig at fjerne ørevoks, for voksen indeholder nemlig mange stoffer, som beskytter øregangen mod infektioner.

– Kan mine earplugs være skyld i eksemet? spurgte han.

– Det kan de faktisk godt, for de kan irritere og lukker samtidig øregangen af, så den bliver fugtig og giver mulighed for eksem. Giv øret en pause for disse indimellem, var svaret.

JULEN - Det store gemmehæfte 2024

Dernæst instruerede jeg ham i, hvordan øret skulle behandles de næste par dage.

– Bland tre dele rent, lunkent vand med en del husholdningseddike, og skyl øret. Efterfølgende kan det være en god idé at holde øregangens hud smidig med for eksempel lidt olivenolie, som regelmæssigt dryppes ind i øregangen.

Med den besked gik han i supermarkedet efter olivenolie og eddike. Ikke for at lave mad, men for at rense og passe sine ører.

Familielægen

Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.

Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk