Kæben er låst: Min mund vil ikke åbne helt op

Lørdag, 30. september 2023
Af Lotte Bang
Foto: Martin Silz
Pludselig en morgen kunne "P.L." kun åbne sin mund få centimeter. Hverken læge eller tandlæge har kunnet løse problemet. "P.L." vil vide, om der er håb for kæben?
Familielægen: Kæbe sidder fast

Kære Gitte

En morgen ville jeg gabe, men kæben gjorde ondt i den ene side, og min mund ville ikke åbne helt op. Faktisk åbnede den kun få centimeter, hvorefter den absolut ikke kunne presses mere op.

Jeg gik til lægen, som kiggede på det og mente, at det måske gik over om et par dage. Det gjorde det ikke, så jeg gik til lægen igen. Denne gang blev jeg anbefalet at gå til tandlæge.

Jeg har været ved to tandlæger, ingen af dem har kunnet hjælpe.

Der er nu gået et par måneder uden ændring. Det betyder, at min mad skal skæres i små stykker for at få den ind i munden.

Så jeg vil egentlig gerne høre, hvordan jeg kommer videre med mit problem, og om der overhovedet er noget at gøre?

Mvh. P.L.

Kære P.L.

Mange af os har gener, smerter eller sygdom i kæbeled eller tyggemuskler. Det er ofte unge og teenagere, der oplever besvær med kæbeleddet, og kvinder er hårdest ramt.

Nogle oplever symptomer fra kæbeleddet i form af knæk eller gruslyde, når de taler, tygger eller åbner munden. Andre kan, som du, få problemer med at gabe helt op og bevæge underkæben, som de plejer.

Heldigvis mener jeg ikke, der er nogen alvorlig grund til dine gener, men jeg synes, du fortjener en bedre undersøgelse og forklaring.

Jeg vil anbefale, du går til tandlæge igen, selv om det koster penge.

Det er så ret vigtigt at følge den rådgivning og de instruktioner, som din tandlæge giver dig om øvelser, medicin og eventuelt brug af bidskinne.

Desuden vil jeg anbefale, at du, som du allerede gør, undgår at tage store bidder, når du spiser. Du bør skære maden i små bidder, koge eller rive grøntsager, og holde dig fra hårde og seje fødevarer – brug aldrig tænderne som værktøj.

Jeg håber, det lykkes at få åbnet munden lidt mere igen, for det må være temmelig generende at være så hæmmet af et kæbeled.

Kærlig hilsen Lotte

Familielægen

Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.

Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk