Hundetræning handler bare om den helt rigtige timing ...

Når jeg kaster mig ud i bagningens kunst, kender jeg svaret, hvis jeg spørger min kone, hvor meget mel jeg skal bruge: ”Årh, bare så det passer … ”, hvilket i mine øjne ikke er ret præcist.

Men intet er mere rigtigt. Bare så det passer, så bliver det godt – hvis man altså har erfaring nok til at turde droppe at følge opskriften slavisk.

Det er fuldstændig det samme med hundetræning. Kald det tæft, gefühl, fingerspidsfornemmelse, det bunder i erfaring, ligesom kunsten at bage det gode brød.

Da jeg var ung og ny ud i at træne hunde, spurgte jeg en af de store trænere, hvordan jeg fik min hund til at gå ved fod.

Han så overrasket på mig og sagde: ”Du beder den om det”.

Det var ingen stor hjælp, og jeg forstod først mange år senere, hvad han mente. At stole på sig selv, i det man foretager sig, at føle sig sikker nok i sin viden, til at man tør følge sin intuition, kommer med øvelsen. Man kan gøre ting så rigtige, at de bliver forkerte.

Tolk signalerne

Der findes ingen facitliste, og vejen til succes med hundetræning ligger i at kunne læse sin hund og tolke dens signaler rigtigt.

Vi mennesker kan slet ikke reagere så hurtigt som hunden, da den handler per reflekser. Vi skal først tænke os om og kommer derfor håbløst bagefter, selv om det handler om dele af sekunder.

Men vi kan noget andet. Vi kan lære os de små tegn, der uvægerligt kommer, før vores hund handler, og det er dem, vi kan nå at reagere på, og så er vi igen på forkant.

Et par eksempler: Hvis Bulder står og snuser med hovedet i en busk, og gumpen vendt imod en, er der ringe chancer for, at han vil reagere på hjemkaldet.

Det ved vi, for sådan gør unge hunde. Hvis han derimod kan se en fordel ved at komme, er han meget nemmere at kalde til sig, hvis du sørger for, at der er øjenkontakt, et knips med fingrene eller frister med en bold eller andet.

Eller hvis Fido på gåturen får øje på en hund på det modsatte fortov, så er alverdens nej’er som at slå vand på en gås, når den trækker i snoren for at krydse vejen. Det, en hund ser på, vil den hen til, og der er et splitsekund fra tanke til handling.

Det ved vi også. Derfor skal nej’et komme i det øjeblik, Fidos blik panorerer over vejen. Det nej vil få den til at se væk og blive ved med at gå pænt ved fod.

Sidste eksempel er, når Tinka er blevet bedt om at sætte sig og blive, mens man selv er et par meter væk. Når Tinka rejser sig og er på vej mod en, er nej ‘et helt uden effekt, for i dens hjerne er det længe siden, den rejste sig. Vi ved præcis, hvordan Tinka sænker hovedet ganske lidt, når den rejser sig, så i det øjeblik den gør det, skal nej´et komme. Gumpen ryger omgående i sædet igen, fordi rettelsen kom rettidigt, og den kunne forstås.

God fornøjelse, prøv selv, det er ikke så svært, det skal bare gøres … så det passer.