Datteren er en præmietøs, sønnen er vild

Min datter er 19 år, og min søn er 13 år. Datteren er sød og dygtig, har flere job og har klaret sin skolegang med bravour. En rigtig præmietøs. Hende skal det nok gå godt. Men jeg søger råd i forbindelse med min søn. Det er, som om de er fra to forskellige planeter. Min søn er vild. Der er ballade i skolen, han laver ikke sine lektier, han bliver uvenner med kammeraterne, han gider ikke gå til fritidsinteresser og så videre. Han siger mig konstant imod, og jeg føler slet ikke, at jeg ved, hvem han er. Jeg er bange for, at han skal ende i meget dårligt selskab.

Jeg har været alene med børnene i mange år. De ser deres far, men han bor i Norge, så det er ikke så tit. Hvordan kan det mon være, at mine børn er faldet så forskelligt ud? Har du et godt råd til, hvordan jeg kan få en tættere forbindelse til ham? Han bliver sur på mig, når jeg prøver at sætte grænser.

Har du ikke selv en søn i ca. den alder?

Jo, jeg har selv en søn, Robin på 15 år, og jeg er bonusmor til en dreng og to piger, som jeg har kendt, siden de var små, og nu er de voksne alle sammen. Der er kæmpe forskel på vores børn.
De er helt forskellige af sind, temperament og skind. Der er heller ingen tvivl om, at pigerne har haft lettere ved at passe deres pligter end drengene. Jeg tror, det er meget almindeligt.

Men jeg tænker også, at det kan være noget af en opgave for en dreng at vokse op i skyggen af en præmietøs, som du kalder din datter. At se en søster hive gode karakterer hjem og fungere socialt kan godt lægge et vist pres og måske endda give en lyst til at provokere og gøre præcis det modsatte af sin perfekte søster.

Første skridt for dig og dit forhold til din søn må være at droppe tanken om, at han nogensinde bliver som din datter. Han er sig selv og har sin egen personlighed. Måske er du nødt til at være lidt mere konsekvent over for ham, selv om han ikke kan lide det. Den mor, han har behov for, er ikke nødvendigvis den mor, han bedst kan lide. Vi er nogle gange nødt til at blive upopulære hos vores børn, men i sidste ende bliver de mere trygge, når der bliver sat grænser.

Kan I gå til noget sammen? En fysisk aktivitet? Robin og jeg gik til karate sammen i nogle år, det var fedt. Kampsport er i øvrigt en ganske god idé, fordi der følger en del disciplin med, når man træner den slags.

Om et par år er din søn gammel nok til efterskole. Hvis du har råd til det, er det også en fantastisk mulighed for at lære ansvar og sociale kompetencer. Men i allerførste omgang tror jeg, at du skal se på din søn med helt nye briller. Gå op opdagelse i, hvem han er, i stedet for at se på alt det, han ikke er.

Held og lykke 
og skriv igen, hvis du ikke kommer 
nogen vegne.