Puks brevkasse: Far fik tre gode år på plejehjemmet

Jeg vil gerne give mit bidrag omkring brevene om demens i brevkassen (blandt andet i FJ 31, red.).

Du svarede ganske fint omkring det, at børnene ikke ville passe deres demente mor i en uge, mens faren var på vandre-ferie.

Selv om børnene synes, at det vil være hårdt, bør de tænke på, at deres far er bundet 24 timer og aldrig har fred, men skal altid være på vagt overfor, hvad der nu kan ske. Han har også ret til et liv.

Nogle år efter at min mor døde, begyndte min far at vise tegn på demens. Vi fik en demenskoordinator på besøg, som testede ham. Han viste tegn på demens og blev sendt videre til udredning. Det viste sig, at han havde alzheimers.

På et tidspunkt fik han tildelt rengøring og hjemmehjælp, og så købte han maden gennem kommunen.

Mine brødre og jeg var tidligt i forløbet til et foredrag med en psykolog om demens i familien. Han sagde, at mange i misforstået godhed beholdt deres pårørende hjemme alt for længe. Hvis der var en ægtefælle, blev vedkommende kørt helt ned til sidst og måtte give op.

Kommer en borger først på plejehjem, når vedkommende er helt væk i sygdommen, kan hun/han ikke finde sig til rette der og begynder måske at vandre væk. Hvis man flytter ind i god tid, vænner borgeren sig efterhånden til, at plejehjemmet er der, man bor.

Vores far kom på plejehjem, da han begyndte at glemme og spise, sove meget og føle sig ensom, trods han var i dagtilbud tre gange om ugen.

Han valgte (efter pres fra mig) at sige ja tak til en plads. Som han sagde til demenskoordinatoren, så var det af hensyn til mig. Det blev de bedste tre år i hans liv som enkemand. Han var så glad for at være der og lave sjov med personalet.

Han døde en uge før sin 90 års fødselsdag. Personalet var også meget glade for far og hans lune, og vi børn var meget glade for, at far fik de gode år, og et stort pres var taget fra mine skuldre.

Datteren.

Kære Datteren.

Mange tak for din beretning. Jeg er klar over, at det er nogle meget personlige ting, I deler med læserne og mig, og I skal alle vide, at jeg sætter stor pris på vores åbenhed her på siderne.

Jeg lærer noget hver gang, jeg læser jeres breve, og efter mange breve om demens, som er et emne, der optager mange, begynder jeg selv at få en lille smule forståelse for, hvor hårdt det er at have den lidelse på tæt hånd.

Jeg tror, jeg kan konkludere, at alle de (forskellige) beslutninger, I træffer for jeres nærmeste, når de udviser demens og alzheimers, er truffet ud fra både overskud og kærlighed.

Det, der kan lykkes i den ene familie, kan ikke nødvendigvis gøres på samme måde i en anden familie. Men jeg synes, jeg ser en fælles tendens, og det er den, at det er godt at få et blik udefra. Demenskordinator, psykolog eller hvad man nu har brug for. Det er ingen skam at bede om hjælp.

Jeg sender en varm krammer til alle jer, der står i den svære situation.

Mange hilsner fra Puk.