Sidste år blev jeg alene efter 52 års ægteskab, min mand og jeg havde et pragtfuld liv sammen.
Og så er det, at jeg tænker på, hvor min bedste veninde blev af?
Min veninde gennem lige så mange år og jeg har ikke slidt lårene af hinanden, men med ægtefæller sås vi fem-seks gange om året, spiste frokoster i byen, rejste nogle gange sammen m.m.
Men selv da min mand var syg, kom hun ikke forbi, heller ikke et besøg på hospitalet blev det til, selv om hun endda er i familie med ham. Siden han gik bort, har jeg savnet, at hun stod der – måske sprang på den første bus, for vi bor ikke langt fra hinanden, så det ville bestemt være muligt, om ikke andet for at få en snak.
Til min fødselsdag fik jeg en tom (sms) hilsen!
Næste år holder hun en stor fødselsdag, datoen er sat, men jeg har ikke lyst til at deltage, for jeg er overbevist om, at jeg ikke hører fra hende, før invitationen kommer.
Er det urimeligt, at jeg er ikke sur, men skuffet! Hvad gør jeg?
Den ærgerlige
Jeg synes ikke, du er urimelig, og jeg kan godt forstå, du er skuffet. Men vi er simpelthen nødt til at lære at sætte ord på, når vi har brug for andre mennesker.
Jeg skriver ”VI”, for jeg er selv virkelig dårlig til det. Jeg kan stå i en svær situation og have brug for mine veninder, men jeg kan bare ikke finde ud af at formulere det. Det giver en følelse af ensomhed, som jeg kan høre, at du genkender.
Folk som os, som ikke kan finde ud af at række ud, må øve os. Det skal du i gang med. Du må simpelthen sætte ord på dit behov for hendes støtte. Du må ringe til hende og forklare det. I har kendt hinanden i mange år, og derfor burde det være muligt at tage en snak om fremtiden.
I den bedste af alle verdener havde din veninde været der for dig, og det havde ikke været nødvendigt at bede hende om det, men sådan er virkeligheden ikke, og derfor må du guide hende, hvis du fortsat vil bevare jeres venskab.
Giv det en chance. Tal med hende. Se, hvordan hun tager imod dit budskab, og derefter kan du beslutte, om du vil med til festen.
Mange varme hilsner fra Puk