Puks brevkasse: Vores søn har kærestesorg

Vores søn, den yngste af vores to børn, har haft en lidt uheldig opvækst.

Han blev mobbet i skolen, fordi han var stærkt ordblind og temmelig overvægtig. Han fik aldrig en uddannelse, men har altid haft arbejde på lager eller som chauffør, han er meget flittig og pligtopfyldende. Og han er typen, som aldrig ser på uret, hvis der kræves en ekstra time eller to.

Som ung gik han ikke lige så meget i byen som sine jævnaldrende. Det skete kun en gang imellem, når hans fætre, vores datters to drenge, tog ham med. Han har mest siddet hjemme ved computeren.

Kærester havde han heller ikke, indtil pludselig for seks år siden, hvor han mødte en et par år ældre kvinde, der havde en lille dreng. De flyttede hurtigt sammen i min søns lille hus. Hun var vistnok i virkeligheden smidt ud af sin lejlighed, men hun fik faktisk sat “skik” på ham og fik vores søn til at dyrke motion, så han også tabte sig.

Der var dog nok temmelig meget mere gang i hende end i vores søn, men alligevel blev han meget mere udadvendt. Han var også rigtig glad for kærestens lille dreng.

Under den første coronanedlukning kunne vi godt mærke, at hun var ved at blive lidt rastløs, og da der så blev åbnet igen, begyndte hun at gå på café med veninderne, og efterhånden blev det til mange byture.

Vi bor i en mellemstor by, hvor der bliver sladret, så vi hørte, at hun havde andre mænd.

Sidste forår flyttede hun så, for hun havde fundet en anden mand. Vores søn blev dybt ulykkelig og murede sig fuldstændig inde.

Vi har prøvet at sige til ham, at det var godt, hun flyttede, når hun alligevel ikke kunne klare sig uden byture og andre mænd. Men det er tilsyneladende ingen trøst, og han vil slet ikke tale om hende.

Han passer sit arbejde, og så sidder han ellers hjemme ved computeren, mens pizzabakkerne og de tomme colaflasker hober sig op. Han har allerede taget ret meget på igen.

Vi kan en sjælden gang lokke ham til at komme og spise enten hos os eller hans storesøster, men han har fuldstændig mistet livsgnisten.

Vi vil så gerne hjælpe ham, men kan slet ikke finde ud af, hvad vi skal gøre.

Ulykkelig mor

Kære Ulykkelig mor

Kærestesorger er voldsomme. For alle, hvad enten man er velfungerende eller ej.

Man skal have tid til at sørge, og I skal møde ham i den sorg. Det her er et klassisk eksempel på, hvordan vi ofte fører samtaler i kriser.

Når folk er kede af noget, prøver vi at få dem til at se det gode. Er du ked af, at du har mistet det ene ben, jamen, så er det godt, du har det andet. Her siger I til ham, at det er godt, hun forsvandt med en anden, for hun var alligevel dum.

Når folk taler sådan til en, føler man sig endnu mere forladt og ensom. Ingen vil høre på, hvordan man har det, og alle vil kun fortælle, hvor godt det er, man kommer videre.

Det er jo sagt og gjort i den bedste mening, men når man sørger over noget, er man nødt til at blive mødt i den sorg.

Når du taler med din søn næste gang, lader du ham tale, og hver gang, du er lige ved at sige noget med, at hun var jo også en skidt kvinde, der løb med andre mænd osv., så bider du dig hårdt i kinden, og det eneste, du spørger til, er at få uddybet de følelser, han har, og så sige, at du godt kan forstå, han er ked af det. IKKE NOGET MEN. Kun forståelse.At blive forstået er som at få et plaster på. Den proces skal stå på i et stykke tid. Plaster på, plaster på.

Derefter begynder du at spørge, hvad hans næste skridt vil være. Hvad har han gjort sig af tanker om at møde en anden kvinde? Hvordan vil han begynde at få kontakt til sin krop igen? Lad ham tænke selv.

Vi vil så gerne fikse vores medmennesker, men de skal gøre det på vores måde. Der er faktisk ikke ret mange mennesker, der kan lide at blive fikset.

Prøv det og husk, at knuste hjerter gør ondt. Han har brug for tid.

Bedste hilsner fra Puk