Sønnen ødelægger min kæreste

Min kæreste og jeg har været sammen i ca. to år. Hun har to sønner med to års mellemrum, og mens den ældste har accepteret mig, har den yngste på nu 18 svært ved forandringer. Vi bor sammen i kærestens hus, og jeg har aldrig blandet mig i hendes og sønnens udfordringer, og jeg har altid behandlet børnene med respekt og empati.

Min kæreste og børnenes far blev skilt for 10 år siden, men at den yngste har en del følelser i klemme, opdagede jeg ret hurtigt. Fra dag ét lagde jeg mærke til, at forholdet mellem mor og søn var tæt og kærligt, og når vi sad ved spisebordet, sad han altid og nussede sin mor i håret. På ferier sov de sammen, og jeg undrede mig over, hvorfor en 17-18-årig dreng stadig havde brug for at sove hos sin mor, og hvorfor min kæreste ikke sagde fra.

Sønnen bor skiftevis en uge hos far og mor, men nu vil han ikke bo hos sin mor og holder sig væk. Han skælder hende ud, fordi hun prioriterer sit nye liv, og når de prøver at tale om det svære, og min kæreste bliver ked af det, siger drengen blot, at hun ikke skal have ondt af sig selv.

Jeg har talt med min kæreste om sønnens udfordringer og prøvet at råde og støtte, da drengens valg selvfølgelig gør ondt. Det er frustrerende at se og høre på, og jeg føler mig magtesløs.

Min kæreste er bange for børnene, forstået på den måde, at hun frygter reak-tionen, hvis hun tager en diskussion med dem. Børnene har aldrig manglet noget og bliver forkælet af især deres mor. Det er også mor, der låner dem penge, og ofte kommer de kun på besøg, når de skal låne noget. Det er, som om de udnytter hende og kun går op i materielle ting. Den yngste er meget optaget af, hvad der skal tilfalde ham, og jeg mærker en enorm jalousi og misundelse, hvilket jeg har talt med min kæreste om. Hun er meget konfliktsky og tør ikke at tale med sin søn om fortiden, og hvad der måske skete følelsesmæssigt, før og under skilsmissen.

Min kæreste og jeg har rigtig meget til fælles, men forholdet er mere eller mindre dødt nu. Jeg har valgt at blive for at støtte hende, også selv om jeg ved, at forholdet er ved at nå sin ende. Vi har ingen intimitet og er mere venner end kærester. Min kæreste græder ofte og er trist, men hun taler ikke med sine nærmeste om sønnens udfordringer, fordi hun føler skam.

Jeg ved, at sønnen havde store følelsesmæssige problemer i folkeskolen, og jeg er bange for, at han har mange ting, som ikke er bearbejdet.

Er det min kæreste, som i bund og grund har haft svært ved klippe navlestrengen og både bevidst og ubevidst forsøger at holde på sin søn, ved bl.a. stadig at sove sammen med ham og lade ham nusse hende i håret, mens vi spiser?

Skal jeg gøre alt for at redde stumperne og gøre et sidste forsøg på at få hende tilbage? Eller skal jeg gøre alt for at redde mig selv?

Det er virkelig et svært brev. Der er så mange store og grundlæggende følelser på spil. Jeg mener egentlig, at den problematik, du sidder med, kræver et professionelt svar og en professionel proces med et menneske, der er uddannet psykolog. Men måske kan jeg skubbe lidt på vej.

Hvis det her var et trafikuheld, ville man se på, hvem der skulle have hjælp først. Uden at være uddannet er min fornemmelse at det ville være din kæreste. Jeg tror, at hun er så fyldt af skyld og skam over den smerte, hun har forårsaget sine drenge på grund af skilsmissen, at hun slet ikke kan finde ud af at håndtere det. Hun undgår samtalerne og forsøger at reparere med fysisk kontakt.

Men som forældre er vi ansvarlige for relationen til vores børn. Det er det ansvar, der følger med at være mor og far, og din kæreste magter det ikke. Måske har hun ikke redskaberne. Derfor skal hun hjælpes først.

Den bedste hjælp, du kan give, er at få hende til at opsøge terapi, så hun kan få hul på alt det, der tynger. Ellers vil det nok følge hende gennem livet.

At sønnen bliver væk, kan man se, som om han straffer moderen, men også som et råb om hjælp. Og hans mor kan først hjælpe, når hun ved hvordan.

Prøv, om du og kæresten kan få den her samtale. Fortæl hende, at du kan se, at hun er i smerte og føler sig skyldig, og at du vil opfordre hende til at få hjælp, og du vil støtte hende i det. Hvis hun ikke vil opsøge en professionel, kan du måske selv søge rådgivning?

Det her er for meget store følelser og meget svært bare at løse selv. Det er i hvert fald min opfattelse af dit brev. Jeg kan virkelig godt forstå, du har det svært. Jeg ved ikke, hvornår din kærlighed slipper op, og din grænse er nået, men jeg mener, at forsøget på at få fjernet og repareret de uhensigtsmæssige strategier måske kan skabe klarhed og bane vejen for jeres forhold. Det kommer til at tage tid, og kun du ved, hvor langt du kan strække dig uden selv at gå i stykker.

Jeg ønsker dig held og lykke.