Studie eller job – med baby?

Jeg er 22 år og nu gravid for anden gang. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Sidste sommer fik jeg en abort, som jeg absolut ikke ønskede. Jeg var blevet gravid ved et uheld efter at have smidt p-pillerne, som jeg havde været på i ni år og været et hormonelt vrag hver måned.

Min kæreste og jeg brugte kondom, men efter to måneder – og to uheld – blev jeg gravid. Jeg kunne slet ikke forestille mig at abortere, men min kæreste syntes ikke, timingen var rigtig, eller at han var klar. Vi boede i en meget lille lejlighed, som – viste det sig senere – var fuld af skimmelsvamp. Det endte med en abort, fordi min kæreste, hans mor og min læge pressede mig til det. Svigermor og lægen syntes, jeg var for ung.

Både før, under og efter aborten var jeg fuldstændig ødelagt, jeg tudede konstant, for jeg følte, at jeg havde slået mit barn ihjel. Selve aborten var også mere kompliceret, end lægen havde forklaret.

Selvfølgelig har mit forhold til kæresten lidt under det her, og vi har haft mange kampe og mange snakke. For han lukkede helt ned, og under aborten var han der ikke rigtig. Jeg har senere fundet ud af, at han lukkede ned, fordi han ikke kunne holde ud at have gjort mig så ked af det, og han var skrækslagen, for at jeg ville gå min vej.

Samtidig ville han holde fast i, at det ikke var nu, vi skulle have barn. Den balance må have været hård for ham også. Heldigvis er vi begge stædige og elsker hinanden meget højt, så vi er blevet sammen og arbejder stadig med vores forhold.

Han har mange gange undskyldt for sin måde at rea­gere på, og for at han pressede mig, og jeg har understreget, at jeg ikke skal have en abort igen. Så hvis jeg skulle blive gravid, og han ikke kan overskue det, må han gå.

Her er vi så nu, i næsten samme situation.

Mit problem er, at jeg nu har fast arbejde, som jeg er glad for, men har også søgt ind på studie, som jeg i skrivende stund venter på svar på, om jeg er optaget.

Hvad gør jeg, hvis jeg bliver optaget? Bør jeg så studere? Bør jeg vente? Uddannelsen vil på længere sigt sikre en meget bedre løn, men hvad under uddannelsen? Jeg ved, der er mange tillæg og SU-lån osv. Eller bør jeg beholde mit (sabbat) job?

Mit spørgsmål, kære Puk, er: Skal jeg vælge at studere, med udsigt til bedre løn, men med økonomisk stramhed i de første tre år af mit barns liv? Eller skal jeg forblive på mit job, hvor jeg tjener en ”ok” løn? Og hvornår ville jeg så kunne tillade mig at begynde at studere?

At blive mor er en kæmpe omvæltning. Lige meget om du har job, intet job, studerer eller er hjemmegående. Din verden vil blive vendt op og ned, og mange mener, at der aldrig er et rigtigt tidspunkt at blive forældre.

Jeg synes, det allerbedste, du kan gøre, er at sætte dig helt ind i barselsregler og økonomi. Lav en liste over de muligheder og den situation, du og din kæreste vil sidde i, hvis du vælger at beholde jobbet, og en anden liste over, hvordan virkeligheden ser ud, hvis du studerer. Hold de to lister op mod hinanden. Har I netværk? Nogen, der kan støtte jer økonomisk?

En ting, du skal tænke over, og som I unge er gode til allerede, er, at du kan købe alting brugt. Da jeg fik barn, ville man kun have nyt, nyt, nyt, men skulle jeg gøre det om i dag, ville jeg kun købe brugte ting til barnet. Måske ville jeg købe en ny dyne eller en anden enkelt ny ting, men ellers ville jeg gå genbrugsvejen.

Jeg kan ikke sige, hvad du skal vælge, men jeg tror godt, jeg tør forsikre dig om, at når man er blevet forældre, kan man klare ting, man ikke troede var muligt. Du klarer dig uden søvn, med få penge, fordi du føler stor kærlighed, og fordi du får superkræfter, du ikke anede, du havde.

I skal tale tingene rigtig godt igennem derhjemme. Din kæreste kan ikke stikke hovedet i busken igen, når det bliver svært. For svært bliver det, hvad enten du vælger det ene ellerdet andet. I skal give hinanden håndslag på, at I støtter hinanden og er i forældrerollen sammen.

En sidste ting, jeg lige vil nævne, er, at når man er ung, tror man, at alt er enten/eller. Man tror, himlen falder ned, og alt går i stykker, hvis man ikke kan holde planen og leve op til kravene, men jeg kan berolige dig med, at sådan er livet ikke. Man får flere chancer. Man kan ændre retning og lande på benene igen.

Tænk begge scenarier godt igennem, og stol på, at du nok skal klare det, ligegyldigt hvad.