Vores far har givet op

For godt to år siden blev vores mor syg og døde efter få måneder. Det var et voldsomt slag for alle, og selvfølgelig især for far. Han er midt i 70’erne, og de var begge to blevet pensionister og havde en dejlig og aktiv tilværelse. Nu sidder han tilbage og foretager sig faktisk ikke ret meget andet end at se tv.

Både min bror og jeg har selvfølgelig prøvet at være der så meget for ham som muligt, især i begyndelsen. Men jeg bor en halv times kørsel væk og har ikke mulighed for at komme flere gange om ugen.

Det har min bror, han er førtidspensionist, og samværet handler desværre om, at han kommer med seks dåseøl, som han og far sidder og deler. I det hele taget ryger der mange øl ned hjemme hos far, og det skal jeg måske ikke blande mig i, men det er ligesom om, det hele sejler omkring ham.

Der bliver ikke gjort rent, og han sjusker med sin egen hygiejne. Han går i det samme tøj mange dage i træk og lugter faktisk ikke ret godt. Han lever af dåsemad og færdigretter, når han overhovedet får lavet andet end en ostemad. Og faktisk kan han godt lave mad.

Jeg har mange gange foreslået, at han skulle komme ud og deltage i nogle aktiviteter, men han udskyder det altid. Der er nok ingen tvivl om, at han har en depression, men det skal man slet ikke sige til ham. At gå til læge vil han slet ikke høre tale om.

Jeg har også foreslået min bror at tage far med ud og gå eller cykle eller foretage sig andet end at sidde og sutte i de øl. Men min bror har ret klart sagt, at det skal jeg blande mig helt helt udenom!

Hvis far bliver inviteret hjem til os, tager han sig sammen og har skiftet tøj, men vi kan jo ikke være omkring ham hele tiden.

Jeg har svært ved at finde ud af, hvad jeg skal stille op.

Jeg kan godt forstå, du er ulykkelig. Det er din far også. Ellers sad han ikke i beskidt tøj og drak øl. Han gør det ikke for at genere nogen. Han sørger over tabet af sin livsledsager.

Han kan ikke finde ind i en ny rytme, og han ved ikke, hvad han skal gøre. Når du kommer, tænker han måske, ”nu kommer hende min datter, der synes, jeg er helt forkert. Hende, der synes, jeg skal vaske mig, rydde op og tage mig sammen”.

Kan du give ham en anden oplevelse? Kan du de næste gange, du besøger ham, sætte dig sammen med din far og tale med ham om savnet og om sorgen og lade rod være rod.

Snak om de gode minder. Grin sammen. Græd sammen. Hvordan har du det, far? Så tror jeg, du gør ham en kæmpe tjeneste. To år er længe, men sorg har ikke en udløbsdato, og han er helt på bar bund omkring, hvordan han skal strukturere sin tilværelse.

Ingen mennesker har lyst til at rejse sig, hvis man bliver rettet på. Hjælp ham med at huske, at han faktisk godt kan lide at lave mad. Spørg ham, om I skal lave en ugeplan sammen, så han kan få overblik over de ting, der skal gøres i hverdagen. Lad ham lægge brikkerne.

Mandag vasker han tøj. Tirsdag går han i bad. Onsdag gør han køkken rent. Torsdag og fredag er der fri. Lørdag støvsuger han … hjælp ham. Han er gået i stå. Se, om du på en måde kan få ham til at tænke, ”nu kommer min datter, hende der elsker mig, og hende vil jeg gerne imponere og gøre mig umage for”. Han har det nemlig i sig.

Jeg håber, I finder hinanden. Det er svært at se sine forældre miste værdighed. Det har jeg selv prøvet. Men hjælp ham med at huske, hvem han var, og hvad han stod for, i stedet for at påpege hvem han er blevet til.