Ikke råd til medicinen

Tirsdag, 3. september 2024
Bettina Post
Illustration: AGD
Hvad gør man, når man er på kontanthjælp og ikke har råd til sin medicin? Læs svaret fra Bettina Post her.
Socialt set kontanthjælp

Hej Bettina

Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre.

Jeg har både nogle fysiske og psykiske sygdomme, som kræver, at jeg tager en masse dyr medicin. Men da jeg har været på kontanthjælp i mange år, har jeg simpelthen ikke råd til medicinen.

Jeg bor så billigt, jeg overhovedet kan, og køber aldrig f.eks. nyt tøj. Jeg klipper også selv mit hår. Men jeg er nødt til at have en bil, fordi min angst gør, at jeg ikke kan tage offentlig transport.

Kommunen siger, at jeg skal have bilen vurderet, for måske er det en formue, som jeg så skal leve af. Men bilen er 20 år gammel, og uden den ville jeg ikke komme uden for en dør, og jeg ville heller ikke kunne passe mine indkaldelser til hospitalet og samtalerne med min psykiater.

Men den koster jo nogle penge. Jeg får kronikertilskud, så der er ikke noget at hente der. Har du et råd til mig?

Kh, Jane

Hej Jane

Det første, der slår mig, er, at det lyder forkert, at du modtager kontanthjælp. Det er en ydelse, man kun skal modtage midlertidigt, indtil det er afklaret, om man kan komme tilbage i arbejde eller måske er berettiget til enten et ressourceforløb, et fleksjob eller en førtidspension.

Med så mange helbredsproblemer har din sagsbehandler i Jobcentret pligt til at gå i gang med at afklare, hvad der skal ske med dig. Så det skal du bede om. Det vil både indebære, at sagsbehandleren skal indhente nogle lægelige oplysninger om dig, og at du skal samarbejde om at få afdækket, om du kan arbejde og i givet fald hvor meget.

Uanset hvilken en af disse ydelser, du findes berettiget til, vil det forbedre din økonomi, så der måske kan blive luft til at få råd til medicinen.

Med hensyn til, om din bil udgør en formue, så er det korrekt, at hvis man har en formue på over 10.000 kr., når man er enlig, skal man leve af den, før man kan få hjælp fra kommunen. En bil kan udgøre sådan en formue.

Kombinationen af, at din bil er gammel, og at den er nødvendig for din daglige livsførelse, tyder dog på, at de skal se bort fra bilen som en formue.

Det vil være hjælpsomt, hvis du kan dokumentere, at du på grund af psykisk sygdom ikke kan benytte offentlig transport. Udgifterne til bilen er dog stadig din egen hovedpine.

Du kan overveje at ansøge om tilskud til en handicapbil. Det er godt nok som regel en længere proces, men hvis du findes berettiget, er det problem løst for fremtiden.

Du har også mulighed for at søge om hjælp til at betale for din medicin gennem forskellige ydelser, som er målrettet personer med mange udgifter som følge af nedsat funktionsniveau og sygdom. Først og fremmest kan du søge om at få dækket dine merudgifter til medicin efter servicelovens §100.

Der er en række kriterier, som skal være opfyldt – herunder, at du har en langvarig lidelse, som har indgribende konsekvenser for din daglige tilværelse, og som medfører, at der ofte må sættes ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger. Derudover skal du have udgifter for mindst 608 kr. om måneden.

Hvis du får afslag på at få hjælp til medicin som en merudgift, kan du søge om det som en enkeltydelse. Her vil man se på, hvad du har til rådighed om måneden, når dine faste udgifter er betalt, og ud fra det vil man vurdere, om du har ret til et tilskud. Du kan både søge om merudgifter og enkeltydelse via borger.dk.

De bedste hilsner Bettina