Skal jeg række ud til naboen?

Jeg bor i en lejlighed med tynde vægge, og naboen er en enlig mor med tvillinger på syv år. Hun virker til at være meget presset, men jeg vil ikke afsløre over for hende, at jeg kan følge med i hvert et ord, der bliver sagt, når hun får en ny nedsmeltning og råber ad børnene.

Så vidt jeg ved, fejler børnene ikke noget, men de skriger utroligt meget og skaber sig, så man tror, det er løgn.

Hvad synes du, at jeg skal gøre for at hjælpe hende og børnene? Er en indberetning ikke i overkanten? Jeg vil helst ikke involveres, men har svært ved at ignorere skrigeriet.

Jeg forstår godt din frustration. Jeg har også ad flere omgange haft naboer, hvor larm fra de voksnes vrede irettesættelser af deres børn fyldte mere, end godt var. Og som nabo er man allerede involveret uanset om man vil det eller ej.

Når man har en viden om – eller måske bare en fornemmelse af – at der er børn, som vokser op under forhold, hvor deres trivsel og sundhed er truet, så har man pligt til at underrette kommunen. Daglige nedsmeltninger hos de voksne kan ikke være sundt for noget barn.

For mange år siden udgav den meget anerkendte børneforsker Erik Sigsgaard bogen ”Skæld ud”, hvor han interviewede en masse små og store børn om, hvordan det var at få sådan en skideballe. Et af børnene svarede, at det var ligesom at blive slået med stemmen. Det svar rydder efter min mening al tvivl af bordet.

Så ud fra det, du beskriver, mener jeg, at du er nødt til at gøre kommunen opmærksom på situationen. Du kan vælge at være anonym, hvis det gør det nemmere for dig. Men først derefter kan Familieafdelingen tage stilling til, om din nabo har brug for hjælp i opdragelsen af de to syvårige, og i givet fald hvilken.