Tilskud til tandpleje eller ej?

Mandag, 16. december 2024
Anita Lauridsen Banner
Foto: Jon Tyson/Unsplash
Hvordan er det nu, at reglerne for tilskud til tandlægen er? Bettina Post giver dig svaret her.
Socialt set

Siden 2020 har kommunerne skullet stille gratis, akut, smertelindrende og funktionsopbyggende tandpleje gratis til rådighed for de mest socialt udsatte.

Hvis man er mellem 18 og 24 år, kan man få tilskud til dækning af 100 procent af de udgifter til tandpleje, som årligt overstiger en egenbetaling på 600 kr. (2024).

Hvis man er mellem 25 og 29 år og modtager de laveste sociale ydelser uden tillæg, kan man kan få tilskud til dækning af 100 procent af sine udgifter til tandpleje, som årligt overstiger en egenbetaling på 600 kr. (2024).

Hvis man er 25 år eller derover og modtager andre ydelser svarende til kontanthjælpsniveau, kan man få tilskud til dækning af 65 procent af udgifterne til tandpleje, som årligt overstiger en egenbetaling på 600 kr. (2024).

Hjælp til egenbetaling

Man kan også søge om hjælp til dækning af egenbetalingen. Kommunen skal i så fald vurdere, om behandlingen er nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet, og om man har økonomisk mulighed for selv at betale udgiften. Ansøgning om hjælp til egenbetalingen skal derfor indgives før, behandlingen udføres.

Kommunen skal forhåndsgodkende behandlingen, men kun hvis udgiften overstiger 10.000 kr. (2024). Overstiges beløbet skal kommunen vurdere, om behandlingen er nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet, før behandlingen udføres.

Kan du ikke få hjælp fra kommunen, er det af og til muligt at lave en afdragsordning med tandlægen. Det gælder for alle indtægtsgrupper. Og nogle klinikker har også et samarbejde med banker, så du gebyr- og rentefrit kan låne penge til behandlingen. I disse tilfælde skal lånet typisk afdrages inden for 3-12 måneder afhængigt af beløbets størrelse. Spørg om mulighederne hos din tandlæge.