Anna Grethes søn er farlig: Jeg tænker på ham hver dag

Kim Jubas Schmidt, som har medvirket i flere sæsoner af DR-dokumentaren 'De særligt farlige', døde den 1. august 2023. Han efterlod sine tre søskende og sin mor Anna Grethe, der tidligere har fortalt til Familie Journal, hvordan Kim Jubas endte på Kofoedsminde. Du kan læse artiklen fra februar 2022 herunder.

– Jeg ville nødig møde ham en mørk aften.

De fleste af os har hørt eller sagt den sætning, når vi har skullet understrege, at her er der er tale om en virkelig uhyggelig fyr.

Har man set DR’s dokumentar ”De særligt farlige”, hvor nogle af Danmarks farligste kriminelle udviklingshæmmede sidder dømt til behandling på Kofoedsminde, strejfer tanken umiddelbart.

Et liv bag lukkede døre

Kim Jubas Schmidt er en af de medvirkende. Han er 49 år og har lige fejret, at han har været på Kofoedsminde i 25 år.

Lige om lidt er det halvdelen af hans liv, og han kommer sandsynligvis til at tilbringe resten af sin tid der. På den lukkede sikrede institution på Lolland.

300 kilometer derfra sidder hans mor, Anna Grethe Schmidt, i Haderslev. Hun er 80 år, og hun tænker på sin søn hver eneste dag. Hun sms’er også med ham hver dag. Bare lige en kort hilsen eller måske en snak i telefonen – alt efter, hvordan Kim har det.

Nogle dage er bedre end andre. På de dårlige trækker Kim sig, og så er der tavshed i nogle dage. Det har hans mor vænnet sig til – og også accepteret. Selv om det har været en proces af de længere, erkender hun ærligt.

I mange år talte hun både med sin nu afdøde mand og sig selv om, hvorvidt de andre havde ret. De, der mente, at Kim var skolens mest uopdragne dreng, og altid var overbeviste om, at var der en cykel, der var piftet, var det stensikkert Kim, der havde gjort det.

Men Anna Grethes moderinstinkt strittede imod – og hun fik også ret, men da var det alt for sent. Tanken gør hende trist og berørt, for det kunne måske have formet en anden fremtid for Kim? Hvis nogen havde vidst bedre.

Kim blev født som den sidste i en søskendeflok på fire. De tre storesøstre var lykkelige for deres lillebror, og det fik han at mærke. Anna Grethe var hjemmegående på den nedlagte gård i landsbyen Moltrup nord for Haderslev, og hendes mand arbejdede som teleoperatør.

Kim var en livlig og glad dreng, der trissede rundt derhjemme, indtil han med sin hånd i sin storesøsters og med skoletasken på ryggen gik modig af sted til første skoledag. Han havde glædet sig, og i 2. klasse havde han indtaget rollen som ham, der altid kunne hive en vittighed ud af ærmet.

– Kim, kan vi aftale, at du kun fortæller en enkelt vittighed i hver lektion, opfordrede lærerinden, husker Anna Grethe og siger, at det er så typisk Kim.

– Han elsker stadig at tage lidt gas på folk, siger hun med et varmt smil, inden hun bliver alvorlig igen.

Udfordrende gymnastiktimer

Kim var kun lige fyldt 10 år, da det blev et sandt helvede at være en del af en klasse. Særligt gymnastiktimerne var udfordrende, for når motorikken drillede, og kammeraterne grinede, gik Kimhjem til sin mor. Så tog de en snak ved spisebordet, inden Anna Grethe fulgte sin søn tilbage. Det skete en håndfuld gange, indtil Kim valgte at gå alle andre steder hen end hjem.

For det blev aldrig nemt for Kim at gå i skole. Han begyndte at udvikle voldsomme ansigts-tics, og Anna Grethe insisterede så kraftigt på et tidspunkt, at hun fik gennemtrumfet en undersøgelse af ham på sygehuset.

Men der var ikke noget galt, lød det både fra sygehuset og familiens egen læge. Kim var en sund og rask dreng. Alligevel blev det sværere og sværere for ham at styre sit temperament. Han kunne eksplodere på et splitsekund, hvis han mødte modgang i skolen. Senere oplevede Anna Grethe og familien det også hjemme.

– Det kunne være et forkert ord, der blev sagt, eller en ting på bordet, der lå forkert. Det kom bare ud af det blå. Han kunne være i fint humør, og så lige pludselig kunne han blive så rasende. Det var ikke til at greje, forklarer Anna Grethe.

Hun forsøger ikke at bortforklare, at det var en hård tid for familien. At det var svært at være mor for Kim. For som hun siger, er det en sorg, når ens barn ikke trives og har det godt.

– Men det var mest synd for Kim. Han vidste godt, at det var forkert, og han blev så ked af det bagefter. Men han kunne jo ikke gøre for det. Han var syg, men det var der bare ingen, der vidste. Havde det været i dag, ville man vide, hvordan man skulle hjælpe ham, siger Anna Grethe og lægger ikke skjul på, at hun har gjort sig mange tanker om lige præcis det.

– Jeg har ofte tænkt, at havde Kim fået den rette hjælp, var han måske ikke kommet på Kofoedsminde i sin tid. Det er ikke en rar tanke, og jeg har også været nødt til at acceptere, at det er der, han er i dag, og at han ikke kommer ud igen. Jeg ved, at Kim er glad for at være der, og jeg er også glad for personalet på Kofoedsminde. Det er det rigtige sted for ham at være, når nu det skal være sådan, siger hun og tilføjer, at så ved hun også, hvor han er.

Før Kofoedsminde kunne familien aldrig rigtig vide sig sikker. Da Kim fyldte 18 år, var det blevet alt for svært at magte ham derhjemme, og han kom på Håndværkerskolen i Sønderborg. Kortvarigt. For da han satte ild til sin seng, blev han sendt retur. Dernæst fulgte et ophold hos en plejefamilie på en gård i Tønder. Kim var arbejdsom og glad for at hjælpe til, men hans hidsighed forsvandt ikke, og da han blev for udadreagerende, flyttede han ind på Fuglekærgård ved Børkop, der huser beboere over 18 år med blandt andet udviklingshandicap og massive adfærdsproblemer.

Diagnose skabte forståelse

Anna Grethe ryster på hovedet ad det. Det gik heller ikke i længden, opholdet endte dramatisk med en dom for ildspåsættelse og vold samt en enkeltbillet til Kofoedsminde. Til gengæld blev det stedet, hvor Kim – i en alder af 25 år – blev udredt og fik diagnosen autisme og Tourettes syndrom.

– Det gjorde en stor forskel, for pludselig fik vi jo en forklaring på, hvorfor Kim var, som han var. Han har ikke kunne gøre for det. Jeg har været meget lukket omkring Kim, fordi mange har haft en holdning til ham. Men diagnosen skabte en forståelse, og han kunne få hjælp i form af medicin. Det har været en lettelse for mig. Også selv om det betyder, at han skal blive på Kofoedsminde. Det vil slet ikke være til at holde ud at tænke på, hvis han kom ud og gjorde noget galt, siger hun.

I stedet for besøger hun og familien ham et par gange om året på Kofoedsminde, ligesom han også besøger dem, eller de tager på familietur – altid ledsaget af to søde mennesker fra personalet, som naturligt falder ind og er med til at gøre det til en hyggelig dag. Og altid kun når Kim kan rumme det, og det er han god til selv at mærke. En enkelt gang har Anna Grethe oplevet at blive bange for sin søn. Han blev opfarende, men han gjorde hende ikke noget.

– Som mor kender man jo sit barn, men lige dér var han fremmed for mig. Det er mærkeligt og modbydeligt at være bange for sin egen søn. Men han gjorde mig ikke noget, siger hun igen.

– Han er stadig min søn, og det vil han altid være. Han er ikke en dårlig person, det er hans sygdom. Det har jeg inderst inde altid vidst.