Claudia har startet café for psykisk sårbare og ensomme

Når Claudia skal møde nye mennesker, stiger hendes puls. Hendes håndflader bliver fugtige, og hun føler sig svimmel. Hele kroppen er i beredskab, og det dræner hende for energi.

Claudia forstod først, hvorfor hendes krop reagerede så voldsomt på fremmede, da hun for tre år siden fandt ud af, at hun har borderline og angst.

Pludselig indså hun, at der også er andre, der får galoperende puls ved tanken om ukendte ansigter, og det var rart at vide, at hun ikke var den eneste.

Derfor besluttede hun sig for at engagere sig i en spilcafé for psykisk sårbare og ensomme – et fællesskab hvor ingen skulle føle sig alene!

Før 29-årige Claudia Baun Schmidt fra Aabenraa fik sine diagnoser, levede hun et liv, hvor hun i lange perioder havde det dårligt og følte sig unormal og alene.

Når hun lagde sig i sin seng om aftenen, ville hun nogle gange knuge dynen indtil sig og græde sig selv i søvn. Hun kunne ikke være i sin egen krop og vidste ikke, hvorfor hun havde det sådan.

Det var først, da hun var så langt nede i et mørkt hul, at hun ikke selv kunne finde vejen ud igen, at hun besluttede sig for at søge hjælp.

– Jeg lukkede mig selv inde og havde ikke lyst til at være i livet. Jeg var ligeglad med alt og alle og skubbede i perioden familie og venner væk. Jeg kunne mærke, at det ikke gik længere, og blev nødt til at gøre noget. Derfor tog jeg til lægen og kom i et forløb ved psykiatrien, fortæller Claudia.

Selv om det var en lang og hård kamp, skulle det vise sig at være en god beslutning for Claudia at opsøge psykiatrien i Aabenraa.

Her blev hun diagnosticeret med borderline, og selv om hun aldrig reelt set er blevet diagnosticeret med angst, er man ifølge Claudia ikke i tvivl om, at den er der.

I psykiatrien indledte hun et gruppeforløb, hvor hun indså, at hun ikke var unormal, og at hendes ensomhed hang tæt sammen med hendes psykiske diagnoser. Hun havde en følelse af, at brikkerne faldt på plads, og mens hun blev klogere på sig selv, genfandt hun langsomt lysten til livet.

– Jeg brugte ekstremt meget tid på at arbejde med mig selv. Det har krævet både sved og tåre, men det har lettet mange ting i mit liv. Jeg kan kontrollere mine følelser og kan bedre styre mine reaktioner. Jeg udvikler mig hele tiden.

Et nyt fællesskab

Da Claudia en dag hørte, at frivilligforeningen SIND var på udkig efter nogen, som ville være med til at starte en café for psykisk sårbare og ensomme unge i lokalområdet, blev hun straks nysgerrig. Hun forstod behovet for sådan en café bedre end de fleste og besluttede derfor, at hun ville være en del af projektet.

Under forløbet i psykiatrien havde hun rykket sig meget, og det gav hende stor glæde i hverdagen, at hun nu ikke var begrænset af sine diagnoser på samme måde som før. Derfor ville hun gerne gøre noget for andre i samme sted som hende.

– Der er mange unge, som sidder alene og ikke går ud ad deres dør. Man kan tit sidde med en følelse af, at man er unormal, fordi man har en diagnose – men det er man bestemt ikke! Caféen skulle være et sted, hvor vi kunne hygge os, lave noget sammen og bruge hinanden. Et fællesskab for folk, som har en diagnose eller føler sig alene.

Det var en efterårsdag, da spilcaféen skulle holdes for første gang. Sammen med et hold af frivillige havde Claudia været med til at forberede aftenen, og hun var spændt på, hvordan den ville forløbe.

Selv om hun psykisk havde det meget bedre, kunne tanken om et rum fyldt med fremmede stadig give hende svedige håndflader, så hun var en smule tilbageholdende, da caféens første gæster trådte ind ad døren. Men snart var lokalet fyldt med snak og latter, og aftenen gik bedre, end hun havde turdet håbe på.

– Jeg skulle lige se det an og finde ud af, om jeg kunne være i det, men jeg blev så overrasket! Det var afslappende og hyggeligt, vi grinede helt vildt, og jeg synes, at folk tog godt imod det.

Ensomheden forsvinder

Den aften havde 31-årige Nicolaj Hauschultz fra Tinglev også fundet vej til caféen i Aabenraa. Han er diagnosticeret med paranoid skizofreni og oplevede selv at miste nogle venskaber i begyndelsen af sin sygdomsperiode, så selv om han egentlig ikke var meget til brætspil, besluttede han sig for at give caféen en chance – og det har han ikke fortrudt siden.

– Jeg var lidt spændt til at starte med, men når først man begynder at spille, åbner folk op. Her kunne man lave skæg og stadig blive accepteret! Det var hyggeligt, og jeg er kommet her næsten hver onsdag lige siden, klukker Nicolaj.

Faktisk endte Nicolaj med at blive så glad for caféen, at han i dag har meldt sig som frivillig. Hans nye titel har dog ikke gjort den store forskel.

Selv om han nu skal svare på et par mails og brygge kaffen til det ugentlige møde, får han stadig lige så meget ud af at komme der, som han gjorde før.

– Her er plads til alle. Der kommer nogle, som er glade og har let til latter, og det smitter jo af på os andre. Jeg får stillet mit sociale behov ved at møde nye mennesker og hyggesnakke i caféen. Ensomheden forsvinder jo lidt, når man lærer folk at kende her, siger Nicolaj, og Claudia erklærer sig enig:

– Det er et fællesskab, hvor jeg kan være mig selv. Man bliver ikke dømt, hvis man har noget med sig. Folk tager hånd om hinanden, og stemningen er altid god. Jeg føler mig velkommen og er altid glad, når jeg går herfra!

Claudia og Nicolaj er lykkelige for, at de selv har gavn af at benytte caféen, men det er lige så vigtigt for dem, at de besøgende får noget ud af at komme der.

Selv om der i caféen bliver brugt meget tid på spil og sjov, skal der også altid være plads til, at man kan snakke om de tungere emner.

– Vi er ikke psykologer eller lignende, så vi kan ikke hjælpe på den måde. Men vi er her til at kunne snakke, hvis det er det, man har brug for, konstaterer Claudia, før Nicolaj tilføjer:

– Vi har en forståelse for psykisk sårbarhed, og derfor er det nemmere at snakke med dem, der kommer. Vi er lidt i samme båd, og derfor forstår vi hinanden.

Efter Claudia har fået det bedre psykisk og har fundet et nyt fællesskab, mærker hun ikke længere ensomheden på samme måde som før. Hun føler sig ikke længere alene og unormal, og det er betydningsfuldt for hende at kunne give det videre til andre.

Hun nyder at bruge sin onsdag på kaffe og brætspil i caféen og føler, at hun har fået nye venskaber – både med Nicolaj og de andre gæster.

– Ensomheden er der ikke på samme måde. Jeg har faktisk brug for og nyder min alenetid nu. Det er vildt fedt, for det gjorde jeg ikke før. Jeg har fået det bedre psykisk, og nu kan jeg være i mig selv. Livet er ikke længere en kamp, smiler hun.