Her bliver jeg kaldt Guds mirakel

Torsdag, 12. marts 2015
af Mary Steengaard, foto: Lars Horn
Hjerneskade sendte Maria fra institution til institution, indtil hun fandt et godt hjem. Nu nyder hun at blive kaldt Guds mirakel.

At Maria som ganske lille fik meningitis, skulle på flere måder få særdeles alvorlige konsekvenser for hendes liv. Ud over de fysiske gener havde den livstruende sygdom også en hjerteskærende indflydelse på Marias familiemæssige situation. Maria vil gerne fortælle om, hvordan livet med konsekvenserne af en lumsk sygdom kan forme sig.

- Min mor havde et stykke tid været klar over, at der var noget galt med mig, men lægen ville ikke høre på hende, fortæller den 34-årige førtidspensionist, der på grund af den fatale mangel på lydhørhed fra lægens side endte med at få en hjerneskade.

Det barske udfald blev for meget for Marias forældre.

Flere plejefamilier

- Sygdommen udløste nogle problemstillinger, som mine forældre ikke kunne magte, så konsekvensen blev, at jeg gennem det meste af min opvækst har boet på institutioner og hos plejefamilier rundtomkring i Viborg-området. Den sidste familie kom jeg til som 14-årig, og de havde også egne biologiske børn.

Hos sådan en plejefamilie kommer og går børnene med mellemrum, så det er svært at knytte søskende-forhold til nogen. Vi var otte børn i alt, og der var altid nogen at lege med, så det var ikke sådan, at jeg ligefrem følte mig ensom, og jeg synes faktisk også, jeg modtog kærlighed i den periode.

Populære artikler på familiejournal.dk

Laura fortalte sin historie til statsministerenMarie tabte 30 kiloStrikkeopskrift på vamset trøje

Fik det værste frem

Som 18-årig flyttede Maria ind i en lille lejlighed, og de nye forhold fik det værste frem i hende.

- Min hverdag blev kaotisk, og jeg havde ikke styr på noget som helst. Jeg var ensom og bange for at blive svigtet. Det var alt sammen følelser fra min barndom, som gjorde mig enormt aggressiv.

Læs også om 23-årige Carina, hvis søn blev født med autisme

Maria mistede det meste af sin omgangskreds på den konto.

Ny sygdom

- Men én god ting skete midt i min vilde periode. Jeg mødte min eksmand Dennis! Vi blev gift i 2011 og var gift i to år. Men skæbnen mente åbenbart ikke, at jeg havde fået nok at slås med, så ud over de daglige udfordringer med min hjerneskade blev jeg også ramt af sklerose.

Den nye sygdom betød, at Marias mand ville skilles, og skilsmissen fik Maria til at ryge tilbage i angsten for at være alene. Efter en mindre succesrig smuttur omkring et andet bosted flyttede Maria ind på Hjertebo, som er et kristent bosted i Aalestrup.

Guld værd

Den daglige hjælp og holdningen fra de ansatte på Hjertebo er guld værd for Maria.

- Selv om de er mere kristne, end jeg er vant til, fordi de tror så meget, så er de smaddersøde og ser på os beboere på en anden måde, end jeg er vant til. Og skønt vi alle er anderledes end de fleste mennesker, og skønt jeg personligt ikke er spor kristen, så kalder lederen, Anne Brorson, os alle sammen for "Guds mirakler" - og det er da ikke det værste, man kan blive kaldt, vel?


Psst! Kunne du tænke dig at få fingrene i Familie Journals hæfter med lækre Lavkarbo-opskrifter? Køb dem som PDF i Familie Journals shop!

Kun 20,- per stk.