Michala danser igen efter alvorlig fibersprængning

Onsdag, 7. januar 2015
af Johan Isbrand, foto: Torkel Dyrting
En fibersprængning satte det unge, fynske dansetalent Michala ud af spillet i flere år. Efter intens genoptræning er hun tilbage og klar til at vise verden sin egen nyskabelse, som hun kalder bluesballet.
Michala frygtede, at hun aldrig kom til at danse igen, og hun er meget lettet over, at hun nu næsten er tilbage på sit gamle niveau.
Michala frygtede, at hun aldrig kom til at danse igen, og hun er meget lettet over, at hun nu næsten er tilbage på sit gamle niveau.
12-årige Kirstine har fået nyt hjerteStrikkeopskrift: Herlig raglansweater til hamStrikkeopskrift på barnevognsophæng med bedårende ugler

Den i dag 19-årige Michala Liv Skovgaard Hansen fra Vester Hæsinge på Fyn var kun en måned inde i sin gymnasieuddannelse på idrætsskolen Oure Sport & Performance i 2011, da hun under en træningstime var så uheldig at strække sin vrist på en sådan måde, at hun ikke længere kunne støtte på foden.

Et par måneder senere stod det klart, at der var tale om en meget voldsom fibersprængning. Og det gav god mening for Michala, som med sine egne ord var "blå hele vejen op ad underbenet" og havde store vanskeligheder med at komme rundt på skolens vidtstrakte område, hvor der godt kan være mere end en kilometer mellem to undervisningssteder.

Her kan du læse mere om fibersprængninger.

- Efter næsten et halvt år på krykker smed jeg dem i december. Men jeg kunne stadig ikke gå ordentligt, og dans var helt udelukket. Så jeg havde ikke andet valg end at flytte hjem til mine forældre og starte på Faaborg Gymnasium, fortæller Michala, der fik sin studenterhue i sommer.

Med far som træner

Michala har hele sit liv boet i den fynske lilleby med sin far, Dan, der er kunstmaler, sin mor, Heidi, der er leder af rengøringen hos Arla i Taulov, og to ældre brødre, der i dag begge bor i Odense. Hun har danset, siden hun var helt lille, og som 3-årig begyndte hun i Nørre Broby-afdelingen af danseskolen Hips.

- Som 7-årig tog jeg fat på funk-, hiphop- og discodans, og 10 år gammel kom jeg ind på Odense-afdelingen af Hips. Her snusede jeg til jazzholdet, men blev noget skræmt over, at alle de andre deltagere var voksne, så det var først året efter, at jeg kom rigtigt i gang. Samtidig blev min far min personlige træner. Tilbage i 80'erne drev han sammen med sin daværende kæreste en jazzballetskole og var dermed i stand til at lære mig den type dans fra grunden.

14 år og egen skole

- I 7. klasse startede jeg min egen danseskole. Jeg havde tre-fire hold rundt om på skolerne i området, og i den forbindelse fik jeg smag for at undervise og have med børn at gøre. To år senere kom til audition på Det Kongelige Teaters Balletskole i Odense og endte med at blive optaget på skolens linje for moderne ballet, fortæller hun.

Planen var selvsagt, at Michala året efter skulle have fortsat med at udvikle sine talenter i Oure, hvor såvel dansetræning og gængse skolefag var lagt omhyggeligt i skema. Knap var hun dog kommet i gang, før fibersprængningen satte en brat stopper for udfoldelserne.

- Et år efter uheldet begyndte jeg igen at danse i Nørre Broby, men det gjorde så ondt, at jeg græd efter hver træningstime. Og efter sommerferien fik jeg tilmed vrøvl med knæet. Ikke desto mindre vendte jeg tilbage til Hips i Odense, hvor jeg dog på grund af min dårlige fod og knæet havde stærkt begrænsede muligheder. Jeg kom haltende fra træning hver eneste gang. Men jeg tvang mig selv videre. Efterhånden har jeg fået trænet mig tilbage til noget, der ligner mit gamle niveau, selv om jeg rent teknisk endnu ikke er helt på toppen.

En gammel nyhed

Ved et musikalsk arrangement i Multihuset i Vester Hæsinge hørte Michala nogle bluesmusikere spille. Og det tændte en gnist i hende:

- Efter koncerten gik jeg hjem og googlede på livet løs, men fandt ikke noget, der tydede på, at nogen var kommet mig i forkøbet. Min idé var nemlig at blande blues med moderne ballet og skabe noget helt nyt, som jeg har døbt bluesballet. Blandingen giver grundlag for en dans, der er lidt mere naturlig og behagelig end den ballet, man kender. En, hvor man ikke behøver at vride fødderne helt så voldsomt.

For tiden er Michala ved at uddanne sig til danselærer i Hips. Til sommer får hun sit diplom. Og så går turen ellers til Afrika, hvor hun vil tilbringe sin sommerferie.

Læs her om Bent, der fandt kærligheden i Afrika.

- Jeg vil dels besøge min halvsøster på 40 år, som bor dernede, dels studere afrikanernes måde at danse på. Både dansen og bluesmusikken har jo dybe rødder i Afrika, og jeg kunne tænke mig at søge inspiration i noget af det helt oprindelige og indarbejde det i den dansestil, jeg selv har opfundet.

- Min fremtidsdrøm er at blive danselærer på en efterskole og sideløbende have mit eget dansekompagni, som ind­imellem kan tage ud i verden og lave bluesballet-shows, fortæller Michala Liv Skovgaard Hansen.

Læs en skøn dansehistorie fra en anden aldersklasse. Henry og Eva fandt sammen om deres lidenskab for dans.


Psst! Kunne du tænke dig at få fingrene i Familie Journals hæfter med lækre Lavkarbo-opskrifter? Køb dem som PDF i Familie Journals shop!

Kun 20,- per stk.