Susanne har vendt sit liv på hovedet: Jeg har genopfundet mig selv

Inden Susanne Engel Lauritzen blev syg for otte år siden, var hun en aktiv mor for Malu, der nu er 11, og havde gerne flere job på samme tid, oftest inden for det pædagogiske felt.

Susanne sagde også tit ja til opgaver som børnefotograf og model.

– Jeg havde altid gang i to-tre projekter samtidigt, hvis jeg kunne slippe afsted med det. Jeg sad aldrig stille, siger Susanne.

Da hun blev gravid med Max, der er fra 2016, fik hun bækkenløsning.

Diagnosen tvang hende ikke bare til at geare ned.

Den blev den første i en lang række af diagnoser, og startskuddet til en tid, som Susanne ikke husker i detaljer, men som hun har let ved at sætte ord og følelser på.

For at forstå, hvilke syvmileskridt Susanne har taget, skal vi dog først en tur på sygehuset.

Her deltog hun i endeløse samtaler, undersøgelser og behandlinger for til sidst at blive udredt for bl.a. fibromyalgi.

Det er, som gigt, en reumatologisk sygdom, der giver Susanne kroniske smerter i hele kroppen, og som trætter og udmatter hende.

– Da jeg havde det værst, føltes det, som om jeg ikke lavede andet end at være på et sygehus eller til læge. Og nogle dage havde jeg så store smerter, at min mand måtte bære mig op ad vores trapper og hjælpe mig med badet, siger Susanne.

Tabte håret

Susanne lider også af en autoimmun sygdom, som kort sagt betyder, at hendes immunsystem fejlagtigt angriber eget væv, en lille såkaldt hypofyse-tumor i hjernen, som driller hendes hormoner, og gigt i fingrene.

Susanne smiler, mens hun remser op, men da udredningen stod på, bivirkningerne af medicinen buldrede derudaf, og kommunen ikke ville gå med til en førtidspension, var livet alt andet end sjovt.

Hun fik angst og en depression, som sendte hende forbi en psykolog og gennem psykiatrien, og som om det ikke skulle være nok, begyndte hendes hår at falde af.

– Så begyndte jeg for alvor at synes, jeg lignede det, jeg længe havde følt mig som: Syg. Jeg var min sygdom. Alt var sort og negativt, og jeg havde tre-fire år, hvor jeg nærmest ikke gik ud. Jeg var bare her.

"Her" er et hus på Sorø-kanten, som Susanne deler med sin mand, Zimon, og børnene.

– Vi købte huset lige inden, jeg blev syg. Jeg havde forestillet mig, at vi ville renovere det, at jeg skulle være en sjov og nærværende mor, og at hele familien ville tage på shelterture og til udlandet sammen, siger Susanne.

Accept og ro

Susanne får fugtige øjne ved tanken om sit gamle, deprimerede jeg i joggingbukser og hættetrøje, og hun er ked af, at hendes familie har oplevet hende så syg.

– Jeg har altid været ekstrem og gjort alt hundrede procent. Eller slet ikke. Derfor gjorde jeg intet i de år, hvor jeg havde det værst. Jeg tænkte, "det her, det er ikke noget at leve for. Det er ikke mig, det her. Jeg kommer aldrig til at kunne det, jeg kunne engang".

Da kommunen endelig indså, at Susanne led af mere end én sygdom, samlede hendes sag og gav slip på idéen om, at hun ville kunne arbejde igen, lysnede det hele lidt.

Et ophold på Sano, Gigtforeningens rehabiliteringscenter, blev dog det største vendepunkt.

Her blev Susanne nemlig venner med en ældre patient.

– Gert gik langsomt, talte langsomt og rakte ud efter ting langsomt. Alt var bare langsomt. Kom nu, havde jeg lyst til at råbe, siger Susanne.

I stedet begyndte hun at imitere Gerts bevægelser og måde at tale på, for hun var desperat efter at føle samme sygdoms-accept og ro.

Og det virkede!

Langsomt faldt roen over Susanne. Hun bed også mærke i, hvor optimistisk Gerts livssyn var, og det inspirerede hende til at arbejde med sit eget mindset.

– Jeg øvede mig i at sige: "Jeg er stadig den samme. Jeg kan stadig gøre de samme ting, som jeg altid har gjort, nu bare på nye måder".

Kun gode oplevelser

Susanne har holdt godt fast i sit mantra, fortæller hun.

Det seneste år har faktisk budt på ene gode og sjove oplevelser.

Til sin egen store overraskelse er hun blevet parykmodel for frisørsalonen Unique M, der har specialiseret sig i parykker, og har derfor på sin vis genoptaget sin modelkarriere.

– Jeg er ikke længere Susanne, der arbejder med mennesker, og jeg er heller ikke modellen med det flotte hår. Jeg er hende den skaldede, der har sygdomme, og som sagtens kan en hel masse alligevel, siger Susanne.

Hun kalder det seneste år for sindssygt, fordi hun har gjort en masse ting, hun ikke havde forestillet sig, hun hverken kunne eller turde.

Hun løber og cykler, selv om hun indtil for nylig var for syg til at gå.

Og ikke nok med det.

– Jeg har altid været bange for hunde, men nu har jeg klappet en masse. Det er små sejre hver gang. I marts sprang jeg også i havet, som jeg også altid har frygtet. Det var hundekoldt, og jeg havde hverken badetøj eller håndklæde med. Børnene heppede på mig: Se der, det er vores mor!

Og da Max’ U8-fodboldhold manglede en træner, hørte hun sig selv sige ja til tjansen.

– Det var grænseoverskridende, men det går godt. Jeg kan stadig med børn, jeg har lært at lægge et kampprogram og er ikke længere så bange for bolden. Jeg ved, jeg ikke skal kunne det samme som en professionel, og at min indsats er god nok. Min tankegang og verden er vendt helt på hovedet.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen.

Susanne har stadig et stort behov for at hvile sig, og hun har daglige smerter i kroppen, men noget er alligevel forandret.

– Det er ikke rart at have ondt i kroppen, men det er ikke kun negativt. Det er tegn på, jeg skal gøre noget andet. For eksempel at male og tegne i kortere tid, ikke pakke alt mit grej væk og tænke, at det aldrig kommer til at ske mere. For det gør det jo.