Opskrifter

Rosenkålssalat med æbler og bacon

Torsdag, 28. februar 2013af Redaktion
En skøn salat, der både er sprød, smagfuld og smækfyldt med vitaminer

Rosenkål

Oprindelsen af rosenkål er ukendt, men man mener, at den blev dyrket i Belgien allerede i 1200-tallet. Rosenkål, der er sideknopper, som vokser på en lang stængel, er en god kilde til både kostfibre og vitaminerne A, B, E, C og K. Rosenkål tåler fint frost, faktisk udvikler smagen sig først fuldt ud, når rosenkålen har fået lov til at stå og få årets første frost. De høstede rosenkål holder sig fint i en plastpose i køleskabet i et par uger.

Ingredienser til rosenkålssalat med æbler og bacon

100 g bacon
1 spsk. olie
250 g rosenkål
1 rødløg
1 æble
½ usprøjtet citron
4 spsk. olivenolie
1 tsk. agavesirup
¼ tsk. chili
Salt og peber
Persille

Sådan laver du rosenkålssalat med æbler og bacon

Skær baconen i tern, rist dem sprøde i olien og lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle. Vask rosenkålene, tag de yderste blade af og skær dem i tynde skiver. Hak rødløget, skær æblet i tynde både og bland dem med rosenkål og fintrevet citronskal. Pisk olivenolien med 2 spsk. citronsaft, sirup, chili, salt og peber og hæld den over salaten. Servér salaten drysset med bacon og hakket persille.

Madopskrift: Kristina Marckmann

Find flere opskrifter her...
Appelsinsimret rosenkål
Unghanebryst med serrano skinke og rosenkål