Jeg har det svært med komplimenter

Der er desværre mange mennesker, der ikke kan tage imod påskønnelse og komplimenter.

Jeg kender det også selv.

Skal jeg blive glad for en kompliment, må den på en eller anden måde give genklang i mig selv.

Hvis jeg selv synes, at jeg ligner noget, katten har slæbt ind, føles det, som om folk lyver for mig, hvis de påstår, at jeg ser godt ud.

Hvis jeg derimod bliver påskønnet for noget, jeg selv er enig i, bliver jeg glad og takker, for så er det en bekræftelse af min egen oplevelse.

Jeg har det svært med mennesker, der taler nedgørende om sig selv, så når jeg oplever det, siger jeg fra på en pæn måde. Det har ført til nogle gode samtaler om blandt andet dårligt selvværd, og hvorfor det er så svært at tage imod noget godt fra andre.

Meget vigtigt er også, at jeg taler ud fra mig selv, når jeg komplimenterer andre.

For eksempel siger jeg ”jeg synes, du ser dejlig ud i dag” i stedet for at sige ”du ser dejlig ud i dag.”

Dermed giver jeg kun udtryk for min opfattelse, og den har jeg jo lov til at have, ligesom den anden person har lov til at have sin egen opfattelse.

Det er en interessant tilgang, du kommer med i forhold til at sige ”jeg synes”, når man giver komplimenter. Det er en god pointe. Det vil jeg huske.

Jeg giver mange komplimenter. Også til folk, jeg ikke kender.

Hvis jeg ser en smuk bluse i toget eller en flot frisure, så komplimenterer jeg det altid. Jeg selv derimod er lige så dårlig til at modtage komplimenter som mange andre.

Jeg tror imidlertid, at det oftest er kvinder, der bliver forlegne, når andre roser. Hvor tit har man ikke komplimenteret et stykke tøj og fået svaret: ”Åh, det er bare en gammel las”? Typisk kvinder.

Mænd ranker bare ryggen og synes egentlig, at den kompliment, de fik for, hvad det nu måtte være, var meget passende.

For et par år siden rejste jeg gennem USA, og der er det en helt anden sag at komplimentere. De gør det hele tiden. Alle samtaler begynder nærmest med en kompliment. ”Honey, du ser fantastisk ud!” ”Darling, de sko er vidunderlige!”

Det er måske lige i overkanten, men trods alt en rar måde at møde andre mennesker på ved at begynde med en positiv sætning. Det er en fin grænse. Komplimenter må ikke blive overfladiske, de skal gerne komme fra hjertet.

Der er nok ingen tvivl om, at vi, der er dårlige til at modtage komplimenter, må arbejde lidt mere med vores selvværd. Folk kan rose nok så meget, men hvis vi ikke selv kan se det positive i vores udseende, job, påklædning eller andet, som andre mennesker påskynder, er det svært at modtage.

Jeg foreslår, at alle vi, der ofte modargumenterer, når der kommer en rosende sætning i vores retning, ranker ryggen og nøjes med at takke næste gang. Er det en aftale?

Og tak til jer skønne læsere af brevkassen: Jeg synes, I er noget særligt. (Se, her kom den første kompliment. Tag så imod den!)