Opskrifter

Solbærtærter med lakrids

Onsdag, 28. august 2019Af Christine Bille Nielsen. Foto: Carina Krüger.Foto: Carina Krüger.
Prøv disse skønne solbærtærter med lakrids, som smager himmelsk. En smagfuld og festlig dessert at servere til gæster eller familien. Få opskriften på solbærtærter med lakrids her.

Ingredienser til solbærtærter med lakrids

(20 stk.)

Tærtebunde:

  • 80 g flormelis
  • 225 g hvedemel
  • 100 g koldt smør
  • Ca. 2 spsk. mælk
  • Smør til formene

Solbærcreme:

  • 3 blade husblas
  • 200 g solbær
  • 200 g sukker
  • 1 tsk. lakridspulver
  • 2½ dl piskefløde

Pynt:

  • 1 håndfuld rød skovsyre

Prøv også: Rabarber-upsidedown-kage med hvid chokolade

Fremgangsmåde:

Tærtebunde: Bland flormelis og mel. Skær smørret i små tern og smuldr det i melblandingen. Tilsæt mælk og ælt dejen hurtigt sammen. Pak dejen ind i køkkenfilm og læg den på køl. Smør 20 minitærteforme eller 8 i portionsstørrelse eller 1 stor tærteform. Rul dejen ud i ca. 2 mm’s tykkelse og kom den i formene. Skær dejen til i kanten og prik bunden med en gaffel og sæt formene i køleskabet i 30 min. Kom stanniol i tærtebundene og fyld op med ris. Bag tærtebundene ved 175° i ca. 15 min. Fjern stanniol og ris og bag bundene endnu 5-10 min., eller til de er gennembagte og lysebrune. Lad dem køle af.

Solbærcreme: Lad husblassen udbløde i koldt vand i mindst 10 min. Kog solbærrene op med sukker. Lad dem koge et par min. Blend bærrene til en fin og glat puré. Smelt husblassen i den varme puré. Tilsæt lakridspulver. Lad puréen køle lidt af. Pisk fløden til blød flødeskum og vend den i puréen og hæld straks cremen i tærteformene. Stil tærterne i køleskabet, til cremen er fast. Pynt evt. med skovsyre ved servering.

Portionen giver ca. 20 minitærter, 8 portionstærter eller 1 stor tærte.

Prøv også: Havrekage med jordbær-rabarber