Krydrede frikadeller med urtekartofler og fennikelsalat
Ingredienser til krydrede frikadeller med urtekartofler og fennikelsalat:
(4 personer)
Frikadeller:
- 800 g hakket svinekød
- Salt og friskkværnet peber
- 1½ dl mælk
- 50 g brødkrummer af daggammelt hvedebrød (eller 50 g rasp)
- 100 g parmaskinke i skiver
- 1 spsk. fennikelfrø
- 4 spsk. hakket bredbladet persille
- 3 spsk. olivenolie
Se også: Frikadeller med smag og bid i
Urtekartofler:
- 1 spsk. herbes de Provence
- ½ dl groft salt
- 1 kg små kartofler
- 2 spsk. olivenolie
Prøv også: Kartoffelmash med mandler
Fennikelsalat:
- 250 g rucola
- 1 fennikel
- 3 skiver hvedebrød, gerne daggammelt
- 2 spsk. olivenolie
- 50 g parmesan
- 2 spsk. rød balsamicoeddike
- 6 spsk. olivenolie
Se også: Rosenkålssalat med fennikel
Fremgangsmåde:
Frikadeller: Rør svinekødet sammen med salt og peber. Hæld mælken over brødkrummerne i en skål, og lad det trække i 5 minutter. Skær parmaskinken i små tern. Knus fennikelfrøene i en morter (eller hak dem fint med en kokkekniv på et bræt). Rør kødet sammen med de opblødte brødkrummer, parmaskinke, knuste fennikelfrø og hakket persille. Form farsen til ca. 30 små frikadeller på størrelse med en valnød. Opvarm olien på en pande, og steg frikadellerne i 7-8 minutter på hver side, til de er gyldne og gennemstegte.
Urtekartofler: Tænd ovnen på 200º. Vend herbes de Provence sammen med saltet. Skrub kartoflerne, og tør dem. Fordel dem i en lille bradepande, drys urtesaltet hen over, og dryp med olivenolie. Bag kartoflerne i ovnen i 30-40 minutter, til de er møre.
Fennikelsalat: Skyl og tør rucolaen. Rens fenniklen, og skær den i meget tynde skiver. Skær brødet i tern, vend dem med olien, og steg dem sprøde på en pande. Høvl parmesanen i flager, fx med en skrællekniv. Vend rucola sammen med fennikel, brødtern og parmesan i en stor skål. Rør balsamicoeddike og olivenolie sammen til en dressing, og dryp den ud over fennikelsalaten. Servér som tilbehør til frikadeller og urtekartofler.
Prøv også: Frikadeller med kold kartoffelsalat