Er det mon kun mig, der kæmper lidt i den her tid?

Lørdag, 20. november 2021
af Puk Elgård. Foto: PantherMedia
Læseren har stadigvæk ikke lyst til at kramme eller give hånd, og nu synes folk, at læseren er sippet.
-

Kære Puk

Det er virkelig dejligt, at vi er kommet godt gennem corona.

Det var noget af en omgang, men jeg har så svært ved at komme tilbage til normalen, hvis man kan kalde det det.

Jeg kan stadig ikke rigtig lide at være tæt med andre mennesker. Jeg synes ikke, det er rart, når man hoster eller nyser. Jeg kører tit med tog og bus, og folk hoster i hånden igen. Jeg har heller ikke lyst til at kramme eller give hånd.

Jeg har oplevet, at andre synes, jeg er sippet, og gør grin med mig. Er der mon andre, der har det som mig, eller er det virkelig mig, der er noget galt med?

Den sippede

Kære den sippede

Jeg er helt på dit hold.

Før corona havde jeg i forvejen svært ved mange håndtryk og frie nys og host. Var det mon også sådan for dig?

Og nu her, efter restriktionerne er ophævet, og vi faktisk må det hele igen, så har jeg ligesom dig også svært ved at komme tilbage.

I går var jeg til et stort arrangement, og jeg tror, jeg gav cirka 40 mennesker hånden, og bagefter stod jeg nærmest med fornemmelsen af, at min hånd ville visne og falde af. Jeg havde sådan en lyst til at vaske hænder eller spritte af.

Jeg prøvede at kigge rundt for at se, om der var andre, der havde det som jeg, men jeg kunne ikke gennemskue det.

LÆS OGSÅ: Puks brevkasse: Corona tærer på mit humør og overskud

Vi to er måske lidt mere sensitive, men jeg tror faktisk, der er mange, der har det som os.

Vi må huske, at det var noget af en omgang med den pandemi/epidemi. Vi brugte mange timer, uger, måneder på at være bange og ikke rigtig vide, hvor det hele ville ende. Det er klart, vi tog afstand til andre mennesker. Det blev vi jo bedt om.

Jeg synes, du skal tage det hele i dit eget tempo. Måske overvinde en enkelt fobi eller to og så ellers sørge for at have en håndsprit i tasken. Det er en god vane, sygdom eller ej.

Først og fremmest skal du tænke på, at det er naturligt at skulle bruge noget tid på at vende tilbage til tiden før corona. Og nogle bruger længere tid end andre.

Mange venlige og velafsprittedehilsner fra Puk