Puks brevkasse: Mine nære veninder er blevet uvenner

Tak for dit altid fine væsen.

Jeg skriver til dig om noget rod, som jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal håndtere. Jeg vil gerne høre en livserfaren og udenforståendes råd.

I 17 år har jeg været en del af en tæt, sjov og kærlig gruppe på seks-syv veninder. Vi har igennem årene lavet mange kreative og arbejdsmæssige projekter sammen, boet sammen på kryds og tværs, spillet musik, rejst, blevet voksne, danset hele natten, været løsningspanel for hinandens dilemmaer, fejret mærkedage, grædt ud og samlet hinanden op, når det behøvedes.

Vi har altid omtalt hinanden som familie, også selv om de fleste af os nu har fået kærester og børn og er omkring de 40.

For mig, som kommer fra en ret dysfunktionel, splittet og udfordret familie, har venindegruppen været et helende, stærkt, nært og vidunderligt lyst rum i mit voksenliv. De har været mit trygge fundament og min følelse af forankring i verden, og jeg elsker dem alle meget højt.

Nu er det dog gået hen og blevet svært, for to af veninderne har i 10 år haft et firma sammen, og de er de seneste år blevet bittert uvenner i en voldsom tvist om ejerskabet. Vi andre har forsøgt at være neutrale, men langsomt har splittelsen spredt sig, med forviklinger, misforståelser og opdelinger.

Jeg er, som omtrent den eneste, stadig gode venner med alle hver især. Men jeg oplever, at det følelsesmæssigt bliver sværere og sværere, og jeg har tit ondt i maven over al den konflikt og splittelse, som hen over to år kun er blevet større og som ikke ser ud til at have en løsning.

Jeg har en dejlig ny kæreste og er glad for mit liv, men har på grund af en kronisk sygdom ingen børn og familie på den måde – og måske derfor har jeg ekstrasvært ved at give slip i min venindefamilie, selv om den nu er blevet drænende og kompliceret.

Situationen vækker gamle følelser i mig, fordi det minder om min barndom med splid og ufred og alle antenner ude for ikke at træde forkert med listesko, og mig som står med et ben i alle lejre og ønsker forsoning.

Jeg prøver at beskytte mig selv mest muligt, være varsom med samværet og ikke træde ind i rollen som forsoner. Jeg har bedt dem om ikke at tale dårligt om hinanden til mig, men jeg er typen, der altid kan mærke alle elefanter i rummet, og hvordan alle har det, og jeg ser dem mindre af den grund.

De er stort set hele min omgangskreds, og jeg tænker meget over, hvad der er en sund og fornuftig måde at håndtere sådan en situation.

Var det f.eks. naivt at tro, at jeg kunne undgå at vælge side og vælge nogen fra? For nu står jeg jo her og kan snart ikke have hvert ben længere fra hinanden i de forskellige lejre.

Jeg håber, at du vil give mig et par ord med på vejen.

Hende, der lige nu står i spagat ‍

Kære hende, der lige nu står i spagat

Hvis du læser brevkassen jævnligt, ved du, at jeg indimellem bruger udtrykket “who will be my teacher today” (hvem vil være min læremester i dag, red.). Det udtryk bruger jeg, når vi står i en svær situation og mest har lyst til at løbe vores vej.

Du har jo fuldstændig styr på dine egne strategier. Du har 100 procent gennemskuet, hvorfor du er så presset mellem veninderne, og hvorfor deres konflikt niver sådan i dig. Det er fortidens traumer, der buldrer løs. Du er i fuldt firspring med at glatte ud, kompensere, mægle og føle angst for, at du ikke kan løse situationen.

Nu vil jeg udfordre dig lidt og opfordre dig til at blive i konflikten uden at forsøge at løse den. Who will be my teacher today? Dine læremestre vil være dine komplicerede veninder.

Hvis du har modet, kan du nu lære at blive i en ubehagelig situation uden at føle, du skal løse den. Det er nemlig deres ansvar at bringe det til orden. Ikke dit.

Jeg synes, du har en helt unik mulighed for at sætte dig selv fri fra de tunge lænker, du har slæbt med dig fra din opvækst. Situationen giver dig mulighed for at lære nye metoder. Du kan være omkring dine veninder. I kan ses, du kan lytte, og så kan du øve dig i at spørge dem, hvad de har tænkt sig at gøre ved det. Stil det spørgsmål lige så mange gang, der skal til for, at det bliver en sandhed for dig. Hvad vil DE gøre ved deres konflikt?

Jeg håber, du vil give det et skud. Du skal ikke slippe din gode venindefamilie, men du skal lære at kende forskel på de situationer, hvor du faktisk kan gøre noget, og de situationer, hvor folk selv må på banen.

Good luck. Det kan godt lade sig gøre.

Mange varme hilsner fra Puk