Brev til Puk: Motion er sundt – så løft armen...

Kære M. i Familie Journal nr. 19. Du går da virkelig i for små løbesko, når du græmmes over, at folk ser dig og synes, du er værd at hilse på. Motion skulle være så sundt, så løft dog armen og hils. Måtte du aldrig få større problemer.

Alt for mange haster igennem tilværelsen med mobil og ledninger i ørerne – uden at ænse livet omkring sig. Så glæd dig over din lille familie, jobbet og livet – og det, du har og kan. Det kan alt for hurtigt gå den anden vej, og det bliver meget ensomt.

82-årige Rollator Lotte

Kære Rollator Lotte

Først og fremmest tager du prisen for den sejeste signatur i de 10 år, jeg har været brevkasseredaktør. Rollator Lotte, det navn er der swung i.

Det er der også i din kommentar. For de læsere, der ikke lige har set brevet, du refererer til, kan jeg kort forklare, at det var en travl familiefar, der var træt af at hilse på byens beboere hver eneste gang, han kom forbi. Det kunne nemlig blive til mange gange om dagen.

Grundlæggende synes jeg, at folk i det omfang, de kan overskue det (og så lige lidt mere), skal hilse på hinanden. Være venlige, rare, sende smil og omsorg afsted. Verden er mørk nok i disse tider, men vi må også acceptere, at nogle har brug for at lade op og lukke sig om sig selv. Kan vi ikke bare blive enige om, at vi gør os umage?

Venlig hilsen Puk