Jan var alkoholiker: Jeg har fået et helt andet liv

– Jeg hedder Jan, og jeg er alkoholiker.

Syv ord. Lige ud ad landevejen. Og alligevel så pokkers svære at sige højt. Der gik mere end 40 år, før Jan gjorde det. På behandlingsstedet Møllen i Tørring nord for Vejle.

Han var blevet kørt dertil af sin familie, der håbede, at de ville få en anden ægtemand og far tilbage. En ægtemand og far, der ikke hver dag havde brug for 10 øl plus det løse for at få en hverdag til at fungere.

Ultimatummer havde han fået mange af, men aldrig troet på dem. Det havde hans kone, Karina, heller ikke, selv om de kom fra hende. Hun kunne ikke gøre alvor af sine trusler og forlade sin mand og sine børns far.

Hun elskede ham, selv om hun i 18 år havde grædt og ofte ønsket ham hen, hvor peberet gror. Hun havde været den, der glattede ud, skærmede børnene og altid var på vagt – for det var Jans humør, der bestemte stemningen derhjemme. Hun kunne se det i hans øjne, så snart hun trådte ind ad døren, når hun kom hjem fra arbejdet. Hans øjne var røde og kørte rundt, og så var der temperamentet.

Der skulle ingenting til, før han røg op i en spids. En punkteret børnecykel, et forældremøde, et forkert ord eller spørgsmål fra børnene.

Nu havde hun afleveret ham på Møllen – efter hans eget ønske – og var fyldt op med vrede over, at hun havde ladet ham byde hende og børnene det. For lige så dårlig en far, han havde været, lige så dårlig en mor havde hun ofte følt sig.

– Mor, du er også altid sur, havde det ofte lydt fra børnene, men hun havde jo ikke været sur på dem. Hun havde været sur på deres far.

Sad jo ikke på bænken

De næste seks uger var hun alene med børnene. Hun græd det meste af tiden de første par uger. Når hun fik fri fra arbejde, søgte hun roen derhjemme, og hun mærkede, hvordan både hun og børnene havde det bedre end nogensinde, nu hvor Jan ikke var der.

Det skrev hun i et brev til ham. Halvanden side med ord, der fik tårerne til at trille hos Jan. Det samme gjorde de breve, som hans tre børn skrev til ham. Han har gemt dem, og han læser dem stadig en gang imellem, selv om han bliver så ked af det indeni. For han kan ikke ændre fortiden. Den er, som den er. Og han ved, at han må leve med, at han ikke har været der for sin familie.

– Jeg kan slet ikke forstå, at jeg kunne lade det ske. Det er så forkert, men jeg kunne ikke selv se det. Jeg kunne virkelig ikke selv se, at jeg havde et problem. Jeg sad da ikke på bænken sammen med de andre ”sutter” foran købmanden, tænkte jeg. De er jo alkoholikere, og jeg passer mit arbejde hver eneste dag, siger Jan og ryster på hovedet.

I dag ved han bedre. Den sixpack, han hver eneste dag efter arbejde svingede forbi købmanden efter, og papvinen i skuret var nødvendig medicin for ham, selv om de gav ham kvalme og hovedpine næste morgen.

Det havde været hans liv, siden han som 8-årig havde sin første brandert bag landsbykroen. Han blev mobbet af klassekammeraterne for sin læbeganespalte, men fandt ud af, at det gav point blandt de større børn, når han drak og røg. Så da hans far ærbødigt bød sin søn sølvfadet med cigarer og cigaretter til hans konfirmation og også opfordrede ham til at tage et glas vin, var det langt fra første hiv og skål. Det blev til mange flere i årene, der fulgte.

Han uddannede sig til anlægsgartner, hvor fyraftensbajeren var en naturlig afslutning på arbejdsdagen. Ingen studsede eller kommenterede det, når han trillede hjem i arbejdsbilen.

I den lille by boede maleren, mureren og tømreren, så når Jan skulle have fikset noget, betalte han i ølkasser, den samme betaling modtog han, hvis en nabohave lige skulle fræses eller et par træer beskæres.

– Jeg er ked af at sige det, men sådan var det dengang i 1980’erne og op i 90’erne. Heldigvis er de unge klogere i dag, lyder det ærligt fra Jan.

To tilbagefald

Han er 60 år i dag og kører sygetransport. Det er 11 år siden, at han kom hjem fra Møllen. Ædru.

– Jeg var klar på at få hjælp, da jeg kom dertil, og jeg var åben over for alt, hvad de sagde. Jeg fik også meget ud af at tale med andre, der havde samme problem. Vi var ens, for vi led af den samme sygdom, som et alkoholmisbrug er, siger Jan, der sammen med sin kone og børn efterfølgende i et par år gik til AA-møder. Karina og børnene mødtes med andre pårørende, og Jan med ligesindede.

Han har haft to tilbagefald, der ligger fem år tilbage. Det vil sige, at han troede, han kunne styre en enkelt øl, men allerede ved første tår var der ingen vej tilbage. Karina kom hjem og opdagede det. Hun ringede straks til den tilknyttede misbrugskonsulent, der kom med det samme.

En gåtur og lang snak har begge gange været nok til at få Jan tilbage på sporet. Han har indset, at han aldrig kan røre alkohol. Ikke en gang en Toms chokolade-skildpadde med rom eller en Blomme i Madeira fra Anthon Berg.

– Bare lugten af det – så kan jeg mærke det. Så nej tak, det holder jeg mig fra, siger han med et lille smil.

Alligevel tjekker Karina stadig de få flasker spiritusflasker, der stadig er i huset til gæster. Er der forsvundet noget? Sætter streger på dem, så hun kan se, om der er det samme i som sidst. Hun frygter det ikke på samme måde længere, men hun har det bedst med lige at holde øje. Det gjorde hun ikke dengang, og hun var sen til at erkende, at hendes mand havde et alkoholmisbrug.

Spild af liv

Da Karina og Jan mødte hinanden i 1988, drak han allerede, men han formåede i årevis at skjule, hvor meget han reelt drak hver dag.

Ingen har nogensinde kommenteret Jans opførsel. Det var bare kutyme, at når Jan og Karina var i byen, så forlod de festen som de sidste. Hun kørte bilen hjem. I dag er det Jan, der kører hjem, og Karina, der nyder et glas vin. Det har hun aldrig gjort før.

– Jeg har fået et helt andet liv i dag, og jeg skulle have gjort noget ved mit alkoholmisbrug langt tidligere. Det var spild af liv. Jeg er gået glip af så meget med mine børn, fordi jeg ikke har været der. Det vil jeg altid fortryde, siger Jan rørt.

Hans børn, to døtre og en søn, er voksne i dag. Deres barndom var forbi, da Jan endelig søgte hjælp.

I dag er der børnebørn i familien, og Jan forguder dem. Han er klar over, at den advarsel, som hans ene datter gav ham, da han blev morfar, aldrig må overhøres. Hvis han drikker, har han set sit barnebarn for sidste gang.

– Jeg har fuld forståelse for, at hun siger, som hun gør. Det er kun rimeligt. Hun ved om nogen, hvad det betyder. Og jeg har ikke tænkt mig at risikere noget, siger han fast.

Fast besluttet har han også været på at fortælle sin personlige historie sammen med Karina. Håbet fra begge er, at andre måske kan identificere sig i deres fortælling og på den måde gavne og inspirere andre.

– Jeg vil gerne vise, at man kan gøre noget ved det. Man tror ikke på, at det nytter noget, og man synes, det er svært. Men prøv alligevel. Jeg er så glad for min beslutning om at søge hjælp. Jeg fortryder kun, at jeg ikke gjorde det langt tidligere, siger Jan.