Jeg tumler med et problem, som jeg har brug for nogle andre øjne på.
Jeg blev skilt fra mine børns far, da de var små. Han var alkoholiker og døde få år efter. Da min søn havde fået uddannelse og job og stiftet familie, købte han og familien hus i nærheden af, hvor jeg bor, så jeg har haft rigtig meget med dem at gøre.
Jeg har hentet og passet børnebørnene og taget dem med til en masse ting. Vi har også taget på sommerhusferie sammen.
I begyndelsen, da deres økonomi var stram, havde de også råderet over min bil. Og vi har nok spist sammen en-to gange om ugen. Min datter er flyttet til den anden ende af landet og har travlt med sin uddannelse, så hende ser jeg ikke så meget.
Nu er jeg blevet pensionist, pengene er små, og jeg er meget plaget af gigt, så jeg har ikke så nemt ved at tage pigerne med til noget. De er jo også blevet større og har andre interesser.
Vi har haft et godt forhold, også selv om jeg ikke har været enig i den måde, børnene er blevet opdraget på. Jeg har altid ment, at de blev pakket for meget ind i vat, og at der ikke er blevet stillet krav eller sat grænser.
Jeg har ikke sagt det direkte, men engang imellem er der da faldet en bemærkning om, at pigerne vel selv kunne tage deres tallerkener med fra bordet. Eller at de ikke har været særlig kræsne, når de var hos mig.
Nu har den store af pigerne fået angst og skolevægring. Jeg blev ret chokeret, da jeg fik det at vide, og kom til at sige, at de også altid havde været nogle forfærdelige curlingforældre.
Jeg har bagefter sagt undskyld, og jeg skulle jo bare have holdt min mund, selv om det faktisk stadig er min holdning.
Nu har min svigerdatter helt taget afstand fra mig og sagt direkte, at det ikke er så godt, at jeg kommer hos dem så tit. De har også meddelt, at de ikke vil på sommerhusferie, som vi plejer.
De har brug for at lave noget sammen som familie. Altså uden mig. Det er også forståeligt, men begge dele kunne jo godt lade sig gøre, synes jeg.
Jeg er dybt ulykkelig nu og føler, at der mangler en stor del af det liv, jeg havde før, og bortset fra en enkelt bemærkning mener jeg ikke, at jeg har gjort noget galt.
Kan du give mig et råd til, hvordan jeg kommer videre?
Farmor.
Vi skal vist lige have korrigeret, at det ikke drejer sig om en enkelt bemærkning, som du skriver, men flere drypvise kommentarer hen ad vejen. Det skriver du i hvert fald selv.
Det er meget, meget sårbart, når andre kommenterer vores forældreskab. Vi gør os sådan umage med at være gode forældre, og når vi bliver kritiseret, gør det ondt, og vi kan enten forsvare os med konfrontation eller lukke ude.
Jeg synes, at du har et oprydningsarbejde foran dig. Du må imødekomme din svigerdatter og tage en ordentlig snak med hende. Du må respektere hende som mor, og du må lytte til hende. Hun er bekymret for sit barn.
De der bemærkninger, du kommer med, er gift, der driver mellem jer. I skal hjælpes ad med at få børnene til at trives, og det er ikke en konkurrence om, hvem der har ret.
Opdragelse har mange lag, og du skal byde ind der, hvor du kan, og ikke irettesætte. Ræk hånden ud til din svigerdatter og se at få renset luften.
Det vigtigste er en tryg og varm familie. Det giver god trivsel til børnene.
Bedste hilsner fra Puk.
Jeg vil gå til dans – min mand vil ikke
Vi smider alt for meget mad ud
Kan jeg bede dem blive væk?
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Støtte til nye forældre
Veninden snakker for meget
Skal jeg sige nej til julefrokosten?
Kender du Demensbønnen?