Kære Venner af brevkassen.
I skal som altid have et nytårsbrev. Det må jo så blive det 10. af slagsen, fordi jeg i år har fejret 10-års jubilæum som jeres brevkasseredaktør.
Jeg fatter ikke, at der er gået 10 år, og jeg fatter slet ikke, der er gået et år siden, jeg sad her i køkkenet og skrev nytårsbrev sidst.
Mit år er fløjet afsted. Det år, der er gået, efter jeg sagde op på ”Go morgen” og gik selvstændig, har været et af de travleste i mit liv.
Jeg er sikker på, der er mange af jer, der som selvstændige kan genkende det med at tage for mange opgaver ind, fordi man er bange for, at der ikke kommer noget, og så ender man med at være ved at drukne.
Jeg er også sikker på, at I kender fornemmelsen af at ville rykke sig, fordi man gerne vil have mere tid og overskud, og så ender det stik modsat. Min lektie fra det forgangne år er at lytte til sin krop og sige fra i tide.
Jeg var ved at få en ordentlig omgang udtrætning og stress, men jeg nåede at træde på bremsen. Jeg har nemlig prøvet at have stress, og dengang lovede jeg mig selv, at jeg ikke skulle derud igen.
Jeg er ret stolt af, at jeg formåede at lytte til kroppens signaler. Genkende farlig adfærd og sætte farten ned. For et par år siden fik min bror en meget stor blodprop i hjertet, og det var en kæmpe forskrækkelse og en øjenåbner.
Mit håb for det nye år er, at jeg formår at sætte fokus på fællesskabet, fokus på min familie og fokus på den lidt lettere del af tilværelsen.
Jeg har bevist, at jeg kan arbejde 16 timer om dagen, og at jeg er loyal over for min arbejdsplads, det behøver jeg ikke blive ved med at bevise. Nu skal jeg vise, at jeg kan være til stede i nuet og nyde livet. Kender I det?
Endnu engang takker jeg ydmygt for alle jeres breve. Tak for jeres tillid. Tak for den gode tone. Jeg holder så meget af det, vi har sammen her i brevkassen.
Jeg ønsker jer det allerbedste 2023 og opfordrer til, at vi hjælper hinanden gennem den økonomiske krise og træder til, hvor vi kan.
Rigtig godt nytår venner.
Varme hilsner fra Puk.