Efter i 20 år at have serviceret min mor med stadig flere opgaver og besøg har jeg lyst til at dele min erfaring. For det slider. Både i forhold til bekymringerne om faldulykker og alle de ”små” ekstra pligter, der sniger sig ind.
Så jeg vil opfordre til, at man inden behov for hjælp får talt om og får afklaret grænserne for hjælp og aftaler, hvornår det er tid til plejehjem. Insistér på at tale om det.
Som pårørende skal man vide, at ingen ønsker at opgive sit eget hjem og flytte på plejehjem. Og som pårørende skal du sætte grænsen for, hvor meget du vil hjælpe din ældre, for inden du har set dig om, er der gået 20 år, og du er træt, fordi du har overtaget stadig flere opgaver og bekymringer.
Min mor ville heller ikke på plejehjem. Efter 20 år som hendes hjælper med rengøring, indkøb, mad, bad m.m. begyndte jeg at få hjemmeplejen til at overtage i det omfang, jeg kunne. Man kan evt. også købe ekstra hjælp fra pleje- og rengøringsfirma.
Jeg skar ikke ned på besøg og daglige opkald, men på min praktiske hjælp og begyndte at italesætte min bekymring for hendes mange fald og det, hun ikke længere kunne selv.
Efter et års tid var min mor ikke klar til næste skridt, som var plejehjem, men hun accepterede det som en løsning.
Hun var selvfølgelig ked af at flytte fra det hjem og de naboer, hun havde haft i mere end 30 år, og det skal man anerkende og vise respekt for, men også insistere på, at den ældre ikke længere kan klare sig selv.
Min mor valgte et friplejehjem, og selv om hun var trist over tabet af sit hjem, blev hendes nye stue indrettet, så det lignede det velkendte, og hun er tryg og glad, hvor hun er nu.
En datter
Tak for at bringe din egen historie.
Du har taget et stort ansvar for din mor og gjort det rigtig godt. Stærkt klaret.
Overgangen til plejehjem er et emne, der optager brevkassens læsere meget, og det kan være rigtig rart at vide, at man ikke er alene, når man læser, at andre også synes, det er en ubehagelig situation.
Din pointe med at få talt om tingene i tide er rigtig god. Jeg vil supplere med muligheden for at lave en fremtidsfuldmagt.
Hvis man går ind på borger.dk, kan man læse, hvad en fremtidsfuldmagt er, og hvornår den træder i kraft. I bund og grund handler det om, hvad der skal ske, hvis du ikke længere kan varetage dit eget liv og velbefindende. En fremtidsfuldmagt er et privat alternativ til en almindelig fuldmagt og til at være under værgemål. Det er også en god anledning til at tale om de svære ting.
Jeg er glad for at høre, at din mor er faldet til på sit plejehjem, og hvor er det en god idé at indrette stuen, så den ligner det gamle hjem.
Al forandring er svær, og uden at vide det forestiller jeg mig også, at der er en lettelse i at slippe for diskussionerne og den anspændte stemning. Man ved jo godt, når man er til besvær og bekymring.
Tak for input og hils din mor.
Kærlig hilsen Puk
Vi er tilflytterne, som ingen gider
Jeg vil gå til dans – min mand vil ikke
Vi smider alt for meget mad ud
Kan jeg bede dem blive væk?
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Støtte til nye forældre
Veninden snakker for meget
Skal jeg sige nej til julefrokosten?