Min mor prøver at give mig dårlig samvittighed

De seneste år har ikke været nemme for min mor, og jeg har taget mig rigtig meget af hende. Vi mistede min far for to år siden, og få måneder efter blev min mor ramt af en blodprop i hjernen og er nu halvsidig lammet.

Hun er 73, bor i en god handicapbolig og har hjemmehjælp. Hun sidder i kørestol og kan klare en del ting med den ene arm, men hun skal have hjælp til personlig pleje, toiletbesøg og så videre.

Jeg bor med min familie ikke så langt fra hende og har taget mig rigtig meget af hende i tiden efter sygdommen og min fars død. Desværre bor min søster i USA, så det er mig, der skal tage det meste. Det har jeg heller ikke haft noget imod, men det er ved at tage overhånd nu.

Hun ringer hver dag og beklager sig, hendes beklagelser er også gået ud over gamle veninder og hendes søster, så de efterhånden ikke gider hende mere. Og hun kan f.eks. ringe til mig lørdag morgen for at spørge, hvad der nu skal ske i weekenden. Hvis jeg så fortæller hende om nogle planer, jeg har med min mand og vores to børn, er det bare suk og ”ja, du kan sagtens, jeg skal jo bare sidde her og glo!”

Hver anden eller tredje weekend henter vi hende hjem til os i nogle timer, og jeg besøger hende et par gange om ugen, nogle gange med børnene, men de gider heller ikke rigtig længere, for de synes, mormor brokker sig hele tiden. Hun kom i en periode på et dagcenter, men så beklagede hun sig også over, at de andre brugere var nogle “gamle idioter”.

Jeg har adskillige gange forsøgt at forklare hende, at hun med den negative holdning støder andre væk, men så kommer hun igen med sine beklagelser om, at jeg jo sagtens kan, fordi jeg kan klare alt selv, mens hun bare sidder der og rådner op.

Og hun påpeger fnysende, at både jeg og hendes søster bare kan holde os væk. Vi skal slet ikke tage os af hendes elendighed. Hun prøver helt tydeligt at give mig dårlig samvittighed.

Min mand har foreslået, at vi lægger hende på is i en periode, men det kan jeg heller ikke få mig selv til.

Kan du komme med et godt råd?

Din mor sørger over, at hendes virkelyst og mulighed for at leve, som hun ønsker, er ved at forsvinde. Det er meget svært at skulle afgive kræfter og muligheder. Måske har hun ikke fået sat ord på den sorg, og derfor kommer den ud som vrede?

Lige nu arbejder jeg meget tæt sammen med en masse mennesker med demens, og nogle af dem har haft blodpropper, der har ført til en form for demens, som blandt andet kan give tristhed.

MEN jeg er overhovedet ikke læge og forsøger ikke at spille klog på noget, jeg ikke har forstand på, men jeg skriver det lige til dig, for I kan jo prøve at tale med din mors læge om det og se, om din mor måske har brug for en anden slags behandling og støtte end den, hun allerede får.

Derudover synes jeg, du gør det rigtig godt. Det lyder, som om du er der meget for din mor og passer godt på hende. Kan du i jeres samtale lade hende få afløb for de frustrationer, hun har? Lad hende sætte ord på alt det, der er svært uden at sige hende imod. Spørg hende, hvad det er, der gør hende vred. Lad hende snakke. Spørg, om hun savner din far og spørg, hvordan hun har det med at sidde i den kørestol. Lad hende få lov at brokke igennem, og udvis forståelse uden at føle, at du skal påpege to positive ting for hver negativ ting, hun siger. Hun har brug for at sætte ord på det hele, tror jeg.

Jeg ved godt, det er tungt, men hvis du kan overskue det, tror jeg, det vil hjælpe at være en god lytter.

Det er kæmpestore livsforandrende oplevelser, hun har været igennem på ret kort tid. Din mor er syg nu, og de forventninger, relationer og muligheder, I plejede at have, findes ikke mere.

Din mands råd om at lægge hende på is duer slet ikke. Lav nogle afgrænsede samtaler og oplevelser med hende. Når hun har fået talt om alt det tunge i en periode, kan du begynde at begrænse det og sige, at nu brokker vi os lige i 10 minutter, og derefter hygger vi. Begynd med at finde ud af, om den blodprop har ført til udfordringer med humør, og om der er måder, din mor kan få støtte.

Og husk, at du gerne må være sammen med din mand og dine børn, uden at du skal føle skyld. I står i en svær situation, og et par måneder er ikke længe, du skal nok finde din vej igennem det, men det kommer til at tage tid.