Min mand har svigtet

Min mand og jeg har været sammen i 17 år og har tre børn.

Vores datter lider af en sjælden børnesygdom, hvilket har været rigtigt svært for mig. Det er blevet bedre med tiden, men fylder stadig meget. Men derfor har jeg ikke haft helt det samme overskud til min mand, for al min energi er gået til børnene, som jeg ofte er alene med indtil ved aftenstid.

For en måneds tid siden fortalte min mand mig så, dybt ulykkelig, at han har været mig utro.

Det var et slag i hovedet, selv om jeg faktisk havde det på fornemmelsen. Jeg sagde til ham, at jeg tilgiver ham, hvis han aldrig gør det igen. Og jeg forsøger at tilgive ham, men har svært ved at stole på ham, f.eks. hvis han ikke tager mobilen, når jeg ringer.

Jeg føler mig helt tom indeni, specielt når vi er sammen.

Hvad skal jeg gøre?

Av for den. Sikke en ulykkelig situation. For jer allesammen.

Du skal ikke give dig selv skylden for din mands dårlige beslutninger. Det er stort, hvis du kan tilgive, og jeg synes, det giver dig ret til at fortælle ham, hvilke situationer der gør dig utryg. Han skal tage sin telefon, når du ringer. Han skal hjælpe med at lappe det hul, han har lavet i jeres forhold og i din tillid til ham.

Jeg kan godt forstå, du føler dig tom indeni. Det er helt okay, og det må du gerne. Der er jo tomt dér, hvor tilliden og trygheden sad. Nu skal I sammen se, om I kan fylde det tomrum, og du skal øve dig meget i at fortælle din mand, hvilke behov du har. Du skal selvfølgelig også lytte til, hvad din mand mener er årsagen til, at han søgte andre steder hen.

Tiden vil vise, om forholdet kan repareres. Du skriver, at du ikke har overskud, og at du ofte er alene med børnene, og hvis din mand ønsker mere nærvær fra dig, må han også hjælpe med at skabe luft, så du kan finde energi til at være noget for ham.

Hør her, det er altså ikke dit ansvar alene. Jeres syge datter, din mands utroskab, din træthed. Det er så absolut en fælles opgave. Lige nu er du tom og har brug for at sørge over det, der er sket. Din mand må træde til, og så må I se, hvordan jeres samliv bliver herfra.

Grundlæggende tror jeg på, at vi mennesker kan lave fejl, og at det også kan lade sig gøre at tilgive og komme videre, men det tager tid, og det er en proces, hvor der skal være plads til de følelser, der opstår. At placere skyld kan man ikke rigtig bruge til noget. Hvis I fortsat skal være sammen, må I finde nogle fælles spilleregler, så I begge kan trække vejret.

Det er en meget svær situation, I står i. Kan I eventuelt søge fællesskab med forældre til børn med en sygdom som jeres datters? Måske kunne det give anledning til nogle gode samtaler også mellem din mand og dig. Kunne I evt. få passet børnene, så I kan tage væk og få talt rigtig sammen, måske over en weekend?

Kæmpe held og lykke.