Kommer hunden, når du kalder? Sådan træner du det gode hjemkald

Et af de mest almindelige problemer, folk har, når de kommer til træning, er manglen på et godt hjemkald.

Ejernes forklaringer er mange, men dem, jeg oftest støder på, er, at Buller er i en helt anden verden, når han er fri, eller at han da kommer, hvis der ikke er noget mere spændende.

Og det er lige præcis en af grundene til, at Buller ikke kommer: Du er ikke spændende nok.

Hvis en hund gennem dens opvækst har oplevet, at selv om der bliver kaldt, kan den bare fortsætte med at tøffe rundt, for der sker intet, hvis den overhører hjemkaldet.

Det er også forståeligt, hvis hjemkaldet altid resulterer i, at legen er slut, og så er det i snor.

Det kan rettes, og det er ikke svært. Det første og vigtige i den proces er, at man kun bruger hjemkaldet i træning, og at det aldrig mere sker, at hunden ignorerer et hjemkald.

Det gøres ved at tænke sig om, før man kalder, og ved nogle ændringer i dagligdagen. En hund er jo ikke lyk­ke­ligere 50 meter væk end 10 meter væk, men jo længere hunden er fra dig, jo dårligere bliver hjem­kaldet til gengæld.

Derfor: Hold Buller på kortere afstand, der er masser at snuse til, han behøver ikke være langt væk.

Dernæst: Forkort den tid, Buller er fri ad gangen. Jo længere tid fri, jo dårligere hjemkald. Altså kort tid fri, hjem og hilse og fri igen.

Sørg for at have kontakt til hunden inden hjemkaldet, og giv den en grund til at komme. Noget, der kan konkurrere med skoven eller parken, men altså ikke godbidder.

Er hunden glad for at jage en pelsbold, så vis den, når den kigger på dig, at du er i gang med at fjumre med bolden, og kald så samtidig.

Når Buller kommer strygende, så lad ham lege lidt med bolden, før han gives fri igen. På den måde lærer hunden, at den ikke altid skal i snor ved hjemkald.

Vær opmærksom på, hvornår du træner

Det er nemt at lave fejl i denne genopretningsproces. Det er en travl mandag, du har indkøbsposer, og du synes ikke selv, du træner og kommer derfor til at kalde på Bulder, der fuldstændigt ignorerer kommandoen.

Når man træner, gør man jo alt rigtigt, men når man tror, at man ikke træner, er det, at man kan komme til at kalde på sin hund uden at have en plan B. Og en plan B må man have, for en hund læser førerens signaler i alle dens vågne timer, og her kunne løsningen være noget så simpelt som at have en lang line, f.eks.en tøjsnor, på i begyndelsen.

Træn desuden din hund til, at når der bliver sagt fri, så sendes den til siden og ikke fremad. Vis af med en strakt arm, som når du cykler, og så vil du, med lidt øvelse, kunne vende hunden, så den løber til den anden side, i stedet for længere væk.

Det vil sige, hunden kommer til at gå i et ottetal ca. 10 meter til hver side, men aldrig mere end fem-seks meter foran dig, og den vil være i meget bedre kontakt.

Tænk over, at i hundens hjerne er den på jagt, den er jo et rovdyr, og du vælger, om den er på jagt med dig, der er dens flok, eller om den er på jagt for sig selv, og det første er nu så afgjort det bedste.