Lige fra hjertet: Min datters ukendte far

Året var 1998. Jeg var 35 år, og ham, som jeg troede, jeg skulle giftes og have børn med, var lige gået fra mig. Flere måneder efter var jeg stadig lige knust, men trods alt var jeg holdt op med at græde, fra jeg vågnede om morgenen, indtil jeg faldt i søvn om aftenen.

Nu handlede det bare om at komme gennem dagene uden konstant at blive mindet om ham, jeg havde mistet – ligesom drømmene om det liv, vi skulle have haft.

Især var det svært, når jeg så gravide på gaden eller kvinder komme gående med barnevogne. Det med at blive mor havde jeg selv igennem flere år været mere end parat til. Men min ekskæreste var blevet ved med at finde på undskyldninger for, hvorfor vi burde udskyde det og vente endnu et år. Og nu var han så gået fra mig.

Flere af mine veninder, der allerede havde fået mere end ét barn, forsøgte at trøste mig med, at der stadig var tid nok. Jeg skulle nok finde den rette. Det kunne de sagtens sige. Jeg var selv overbevist om, at jeg nu aldrig ville nå det. Men samtidig kunne jeg slet ikke forestille mig et liv uden at blive mor.

En aften lod mine veninder deres mænd om at passe børn og hev mig med i byen. Nu skulle jeg rigtig muntres op. Efter en god middag med masser af rødvin valsede de med mig under hver arm ud i det pulserende natteliv. Vi kom ind på et dansested, som var fyldt med glade mennesker, hvoraf langt de fleste var meget yngre end os.

Jeg stod i baren og så opgivende ud, mens jeg forsøgte at drukne sorgen over den tid, der var løbet fra mig. Men der gik ikke længe, inden en ung fyr med mørke krøller kom hen og talte med mig. Musikken var dog så høj, at der ikke var en chance for at føre en fornuftig samtale.

Eftersom han så også kun talte et sparsomt engelsk, forstod jeg ikke meget. Kun at han var italiener og sammen med sine venner på gennemrejse i Skandinavien.

I takt med at mere alkohol røg indenbords, behøvede jeg heller ikke at vide ret meget mere. Hans smukke, mørke øjne fik mig for første gang i lang tid til at føle, at jeg levede igen, og da han trak mig med ud på dansegulvet, glemte jeg alt om ham, jeg havde mistet.

Og ja, i min voldsomme beruselse endte jeg også med at tage ham med hjem. Da solen stod op og spredte sit røde skær igennem mine gardiner, skulle han op og skynde sig videre til Sverige.

Eftersom vi begge vidste, at vores veje nu skiltes for evigt, var der ingen grund til at udveksle andet end et farvelknus i døren.

Hvad han egentlig hed, havde jeg også allermest lyst til at glemme. Sådan et one night stand var jo heller ikke det, jeg i virkeligheden havde drømt om. Den tomme seng forstærkede bare bagefter min følelse af håbløshed og ensomhed.

Tanken om, at vi ikke havde brugt prævention, strejfede mig ikke, før jeg begyndte at få morgenkvalme og bryster, der efterhånden føltes som spærreballoner. Da jeg tog en graviditetstest, var den positiv.

Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle reagere. På den ene side var det en helt vild følelse, at der spirede et nyt, lille liv i mig. På den anden side havde jeg aldrig drømt om at få et barn alene, og da slet ikke uden at kende navnet på faren eller at have nogen som helst mulighed for at komme i kontakt med ham igen.

Efter et besøg hos lægen var der ingen tvivl. Jeg var gravid og blev nødt til at træffe et valg. Det var nu slet ikke så svært. For jeg følte mig allerede så stærkt forbundet med det lille liv, der voksede i mig.

Selv om mine forældre protesterede og mente, at et lille barn fortjente både en mor og far, endte de alligevel med at give mig deres fulde opbakning. De havde så at sige heller ikke andet valg. For da jeg først havde truffet mit, var jeg stålsat på, at jeg som alenemor nok skulle sørge for, at mit barn aldrig skulle savne noget.

Fra det øjeblik, Emma kom til verden, og hun kiggede på mig med sine store, mørke øjne, elskede jeg hende fuldstændigt og ubetinget. Imens alle de andre nyfødte på barselsgangen havde stolte, nybagte fædre, havde hun sin morfar, der var mindst lige så stolt af hende.

Da Emma var et par uger, fik jeg brev fra politiet. Jeg var blevet indkaldt til afhøring vedrørende faderskabsattesten, hvor jeg havde oplyst barnets far som ukendt.

Da jeg kom hen på politistationen med Emma i barnevognen, viste en betjent mig ind på et kontor. Her informerede han mig om, at det var socialt bedrageri at oplyse sit barns far som ukendt, hvis man alligevel havde en formodning om, hvem han var.

Selv om jeg forsikrede betjenten om, at jeg virkeligt ikke anede andet om ham, end at han var italiener, og vist nok hed Alex, måtte jeg alligevel svare på en lang række spørgsmål om, hvordan han havde set ud?

Om hvordan hans hænder så ud – havde de båret præg af, at han var håndværker, eller lignede han mere en, der arbejdede på kontor? Og var jeg nu også helt sikker på, at han ikke havde efterladt sig en adresse eller et telefonnummer?

Da jeg endeligt kunne gå fra afhøringen, var det med en mindre bøde og en følelse af at have begået noget kriminelt. Det kunne jeg dog leve med – hvis det var prisen for at have fået min datter.

Først da Emma var omkring fire år, gik det op for hende, at hun ikke, som alle de andre børn i børnehaven, havde en far. Hun sad med tydelig undren i blikket, når de andre børn blev hentet af deres fædre.

En dag, vi havde købt is og sat os på en trappesten i solskinnet, så hun på mig med sine store, mørke øjne omkranset af lange, sorte øjenvipper.

– Mor, hvor er min far henne?

Jeg strøg et par af hendes mørkebrune krøller væk fra panden og fortalte, at hendes far boede i et land, der hed Italien, og at han havde de samme smukke, brune øjne som hun.

Emma så eftertænksomt på sin is, så bredte der sig et lille, lettet smil på hendes læber.

– Så jeg har altså en far?

– Ja, det har alle børn, svarede jeg. Jeg var ligeså lettet over, at det svar lod til at stille hende tilfreds.

Men som hun blev ældre, spurgte hun igen til sin far. Og igen og igen fortalte jeg, hvor sød og dejlig han havde været – og hvor meget hun lignede ham. Andet vidste jeg jo reelt ikke om ham.

Da Emma var omkring ni år, stillede hun sig ikke længere tilfreds med det svar. Hun ville vide mere om sin far. Hvor var Italien? Hvilken by boede han i? Hvad var hans arbejde? Havde hun også en farmor og farfar? Måske søskende i Italien? Det var tydeligvis frustrerende for hende, at jeg ikke kunne svare på hendes mange spørgsmål.

Da hun blev 12 år, fyldte hendes far mere end nogensinde før i hendes bevidsthed. I en stil i skolen beskrev hun sin største drøm, som var en dag at møde sin far ... Selv om jeg i mellemtiden havde forsøgte at lede efter ham både på internettet og sociale medier, havde jeg ikke haft heldet med mig.

Det var som at lede efter en nål i en høstak. Når vi så tv-programmet ”Sporløs” i fjernsynet, spurgte hun mig, om vi ikke nok kunne skrive til dem?

Men da jeg ikke havde andre ledetråde, end at han vist nok blev kaldt for ”Alex” og var italiener, ville de jo heller aldrig kunne hjælpe hende med at få sin store drøm opfyldt.

Da jeg valgte at blive mor på egen hånd, havde jeg ikke forestillet mig, at uvisheden ville pine min datter i en sådan grad. Dermed ikke sagt, at jeg havde fortrudt mit valg. Og det var da heller ikke sådan, at Emma udelukkende var optaget af at finde frem sin far.

Hun var samtidig en livsglad pige, der trivedes både hjemme, i skolen og sammen med sine veninder. Hun blev også lige så højt elsket af sin mormor og morfar. Måske netop på grund af fraværet af en far, spillede de begge en meget større rolle i hendes liv, end de ellers ville have fået.

Det var min far, der kørte hende til fodbold, og som hver weekend sad blandt publikum og heppede. Det ændrede imidlertid ikke ved, at Emma stadig skulle leve resten af sit liv med en masse ubesvarede spørgsmål om sin egen far.

Da hun fyldte 18 år, bad jeg hende sætte sig, og så fortalte jeg hende, uden omsvøb, hvad der var sket den aften, jeg havde mødt hendes far, og hun var blevet skabt. Jeg beklagede, at jeg aldrig ville blive i stand til at kunne fortælle hende mere end det.

Havde jeg vidst, at jeg var blevet gravid den nat, ville jeg selvfølgelig aldrig bare have sendt ham ud døren uden mere information. Men kunne jeg spole tiden tilbage og gøre det om, ville jeg stadig vælge at blive hendes mor. For hvem end hendes far var, var jeg så taknemmelig for at have mødt ham. Emma var ubetinget det allerbedste, der var sket i mit liv, og det sagde jeg til hende. Jeg blev så rørt, da hun lagde armene omkring mig og takkede mig for at være ærlig.

I dag er hun 25 år, og hun har stadig ikke opgivet håbet om at finde sin far. Hun har flere gange rejst til Italien. Ikke i et naivt håb om at støde på sin far på gaden, men fordi hun bare føler en tilknytning til landet.

Det er også flere år siden, hun indsendte en gentest til en verdensomspændende hjemmeside, hvorigennem hun har fået bekræftet sine sydlandske aner.

Her kan man tilmed, hvis man er heldig, komme i kontakt med fjerne familiemedlemmer. Så hvem ved, måske er miraklernes tid endnu ikke forbi? For Emmas skyld håber jeg, at jeg selv en dag får lov at takke Alex for det mirakel, han bragte ind i mit liv.