Nede fra bunden af loftsstigen lød min mands stemme:
– Er der mere, der skal med fra loftet til genbrugspladsen? Ellers kører vi med traileren nu.
Efter min mors begravelse var vi sammen med vores halvvoksne børn i gang med at tømme hendes farverige hjem, som afspejlede hendes lige så kulørte personlighed.
Men hendes snart 50 år gamle dagbog, som jeg tilfældigt havde fisket op af en støvet papkasse, satte hende nu i et helt andet skær. For jeg havde lige læst, at min far slet ikke var min far. Eller jo … det var han stadig for mig, men min mor havde snøret ham til at tro, at det også var ham, der i sin tid havde gjort hende gravid.
Det prikkede for mine øjne, og jeg havde så meget lyst til at dumpe dagbogen ned på bunden af en sort skraldesæk og binde en stor knude på den.
Men det ville ikke løse mit frygtelige dilemma. For nu, hvor jeg kendte min mors hemmelighed, ville jeg aldrig kunne se min far i øjnene igen. Men samtidig ville det jo knuse hans gode hjerte, hvis jeg røbede hendes hemmelighed, ligesom den allerede havde knust mit eget.
– Nej, kør I bare, svarede jeg, mens jeg forsøgte ikke at lade mig mærke med den klump af gråd, der sad i min hals.
– Er du okay? spurgte min mand, som jeg så alligevel ikke havde kunne narre.
– Ja, det er bare så svært med alle de minder, der bliver ved med at dukke op, begyndte jeg at hulke.
– Det forstår jeg godt. Har du lyst til, at vi bliver her sammen med dig?
– Nej, nej. Kom I bare afsted. Jeg har faktisk mest lyst til at være her lidt alene.
Jeg tørrede kinderne med håndfladerne. Og det var så heller ikke løgn. For lige nu kunne jeg mærke et påtrængende behov for at råbe og skælde min mor hæder og ære fra. Hvad havde hun bildt sig ind?
Hvis hun virkelig havde ønsket at tage sin hemmelighed med sig i graven, skulle hun have smidt den dagbog ud for længst. Men efter at have ført min godtroende far bag lyset i alle disse år lod hun den fejt ligge her til mig, så jeg kunne beslutte, hvad der skulle ske med den.
Åh, jeg var så edderrasende på hende, det var jo ikke kun ham, men også mig, hun havde haft løjet for igennem et helt liv! Hvordan havde hun overhovedet kunne holde sig selv ud?
Efter jeg havde afreageret, besluttede jeg foreløbigt at tage dagbogen med mig hjem og indtil videre bevare den som min egen nye hemmelighed. For hvis jeg endte med at skåne min far for at kende til dens eksistens, var der heller ingen andre, der skulle have sandheden at vide. Ellers ville jeg da først for alvor hverken kunne se ham eller mig selv i øjnene længere.
I de næste par dage plagede det mig dag og nat. Det var jo for pokker jo også hele mit eget narrativ, der skulle omskrives. Når ikke min far var min far biologisk set, hvem var så? Og hvem havde min mor været, siden hun havde været så tarvelig at føre en ung, naiv mand, som hun ikke følte det mindste for, bag lyset?
Jeg fik samtidig svært ved at tro, at hun kun havde betroet sin hemmelighed til sin dagbog, som nu lå godt gemt hjemme hos mig selv. Mon ikke hun havde haft sin ungdomsveninde, Jytte, med på råd?
Jytte, som var dukket op til begravelsen, og som havde sagt, at jeg var velkommen til at kontakte hende, hvis jeg havde spørgsmål om min mors ungdomsliv.
Jeg ringede til Jytte og besøgte hende kort tid efter. Hun havde allerede lagt nogle gamle fotoalbummer frem på sofabordet, da jeg trådte ind i stuen.
Dem startede vi med at bladre i, mens hun fortalte, at hun og min mor havde lært hinanden at kende som unge skolepiger, gået arm i arm, fjollet og fniset ad drengene, der havde sværmet om især min mor.
Jeg så på billederne af min mor med den lyse, svingende hestehale og dybe smilehuller, mens Jytte beskrev hende som en altid livlig og lattermild pige, men ikke længere fremme i skoene end alle andre piger på deres alder. For hendes strikse forældre havde holdt hende i ”den korteste og strammeste snor” af alle.
– Din mor skulle altid være hjemme længe før alle os andre, og var hun så meget som fem minutter forsinket, faldt hammeren. Og den faldt hårdt, lod Jytte mig forstå med et sigende blik forstå.
At gå ud og drikke og danse i weekenderne var stadig udelukket, da min mor som 17-årig alligevel begyndte at slå sig løs. En aften, hun var sneget sig hjemmefra for at tage med Jytte i byen, havde de mødt en flok unge marinesoldater fra England, som inviterede dem med i Nyhavn.
– Og den aften endte din mor med at være solgt til stanglakrids.
Jytte pegede på et sort-hvidt billede af min unge mor, siddende på skødet af en smilende fyr. Hun havde hans uniformskasket på hovedet.
– Efter de var sejlet igen, var hun lige svimlende lykkeligt forelsket i den fyr. Hun var overbevist om, at han ville komme tilbage til hende igen. På den måde var din mor jo stadig så meget mere naiv end os andre.
Jytte rystede på hovedet.
– Efter de havde skrevet lidt sammen, gjorde han det forbi med hende. Han var sikkert i mellemtiden nået frem til en ny havn og havde mødt en ny pige at muntre sig med på sin landgang. Men din mor opførte sig, som om hele verden var gået under. Jeg forsøgte at trøste hende med, at så snart hun mødte en anden, ville hun også have glemt alt om ham.
Jytte trak på skulderen.
– Det blev så din far. Ja, heldigt var det ikke, at hun allerede på deres første stævnemøde blev gravid med ham, men gudskelov stod han ved sit ansvar og tilbød at gifte sig med hende. Dengang var det at blive gravid uden for ægteskabet forbundet med så stor skam og social udstødelse, at det var vores alle sammen største skræk. Min kusine havde året forinden fået en illegal abort. Det var nær endt med at koste hende livet, men hun ”slap” med aldrig at kunne blive gravid igen. Den skrækhistorie sad i os alle sammen, for selv om hun havde forsøgt at skjule den, løb rygterne jo om hende i hele byen – og ja, selv jeg havde jo heller ikke kunnet holde min mund.
Jytte så frem for sig og rømmede sig.
– Men først efter din mor blev skilt fra din far, genoptog vi kontakten med hinanden igen. Dengang kunne jeg forstå på hende, at selv om hun havde kedet sig i deres ægteskab, kunne hun stadig aldrig have valgt en bedre far til dig?
Jeg takkede Jytte for at have brugt sin eftermiddag på mig. Nu forstod jeg ikke kun, hvorfor min mor aldrig havde turdet betro sin hemmelighed til andre end sin dagbog. Men også, hvor ensom og skrækslagen hun måtte have været, mens hun skrev i den. Hun havde virkeligt følt, at det var et valg mellem liv og død.
Inderst inde kunne jeg imidlertid mærke, at jeg nu selv havde truffet mit eget valg. Jeg kunne ikke lade den hemmelighed kile sig ned mellem min far og jeg.
Selv om han ville blive lige så rystet som mig, når han havde læst min mors dagbog, kendte jeg ham også så godt, at jeg vidste, at han ville ende med at se min mors valg i det mere formildende skær, som jeg selv gjorde nu.
Og det fik jeg ret i. Dermed ikke sagt, at så var alt løst med et fingerknips og glemt igen. Men efter vi havde grædt og talt længe sammen, blev vi enige om, at den eneste reelle forskel, min mors hemmelighed havde haft, var for hendes eget liv.
Det var hende, der alene havde båret på den i alle de år. Ikke kun for at beskytte sig selv, men siden i endnu højere grad for at beskytte min far og mig. Men nu, hvor vi kendte sandheden, gjorde den ingen forskel for vores forhold til hinanden.
Han var stadig lige så meget min far, som han altid havde været og ville blive med at være. For det valg havde han jo allerede taget, da han i sin tid havde giftet sig med min gravide mor. Nok havde de ikke elsket hinanden, men de var kommet til at holde mere og mere af hinanden, og fra det sekund, de var blevet forældre til mig, var de aldrig siden holdt op med dele kærligheden til mig.
Det, at de aldrig siden fik flere børn, og at det heller ikke var lykkedes min far i hans andet ægteskab med Elise, kunne så tyde på, at han måske aldrig ville være blevet far, hvis han ikke var blevet det til mig. Alene det fik os begge til at tilgive min mor.
Min far endte med at sige, at jeg kunne tage kontakt til min biologiske far, hvis jeg ville, for hans fulde navn stod jo i brevene, min mor havde gemt. Og det sagde bare alt om, hvem min rigtige far var.
I dag, hvor han stadig lever i bedste velgående, ved jeg ikke, om min biologiske far også gør. Jeg har heller ikke haft behov for at vide det. Men mine egne voksne børn holder jeg intet hemmeligt for, og de må gøre, som de selv ønsker.