Min barndom var et helvede

Jeg er en 36-årig mand, som har et vanskeligt forhold til mine forældre, som gennem min barndom og langt op i mit voksenliv har voldt mig ondt, både fysisk og psykisk, og på hver deres måde.

Det har ikke været et liv med lutter lagkage, og der er nogle i familien, som støtter mine forældre i det, de har gjort ved mig.

Nogle gange – faktisk ofte – er det svært at leve med det og acceptere, at ens forældre har været sådan. Jeg er den ældste af fire børn, og når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at mine forældre aldrig skulle have haft børn.

Min barndom var et helvede i deres nærvær, og jeg ville ønske, at man en gang imellem kunne spole tiden tilbage. I dag har jeg intet at gøre med mine forældre, for jeg har tabt alt for dem.

De er begge meget stædige, hårde og iskolde og uden for pædagogisk rækkevidde. Jeg kunne blive ved med at skrive om det, og der kunne komme en fin bog ud af det.

Mange tak for dit brev.

Hvor er det godt, du har fået hul på den fortælling om din barndom. Jeg kan mærke, du er vred, og det kan jeg virkelig godt forstå. Det er ikke i orden, at du er blevet behandlet, som du er, og jeg synes, du skal fortsætte med at skrive.

Skriv alle de svære ting ned og få dem ud af dit system. Det kan være meget helende at sætte ord på det hele også på skrift.

Kender du andre, der har oplevet det samme som dig? Har du prøvet at være med i en gruppe, hvor man kan dele sin sorg og sine frustrationer over en svær opvækst? Jeg tror, det kunne være godt for dig.

Kan du tale med dine søskende? Hvis ikke du kan, skal du ikke føle dig forkert. Det kan nemlig være virkelig svært at tale med sine brødre eller søstre om sine forældre.

Ofte kan man have forskelligt syn på, hvad der er sket, og ofte er børnene blevet behandlet forskelligt. Du har brug for at mærke, at du bliver anerkendt for din vrede og dine ulykkelige tanker om, hvad du har oplevet.

Har du søgt hjælp gennem terapi? Jeg fornemmer, at du er klar til at få lukket op for alt det, der har været svært, og du er ved at tage de første skridt. Det er enormt stærkt. Du må ikke stoppe her.

Tal eventuelt med din læge om, hvilke muligheder der er for at komme til at tale med ligestillede og professionelle.

Du kan godt, Jakob. Det er svært at tage hul på, men det er en lettelse, og du skal være sammen med nogen, der griber dig. Du må meget gerne skrive til mig igen, men jeg ville være glad for, at du også søgte fællesskab og vejledning i dit nærområde.

Du er ikke alene. Der er desværre mange, der vil kunne fortælle historier om en opvækst, der har været barsk. Du skal finde de mennesker og forstå, at du ikke bærer den byrde alene.

Og husk, hvis mørket er massivt, og du bliver bange, kan du ringe til Livslinjen på tlf.70 20 12 01. Men Jakob, du er på vej et bedre sted hen i dit liv.

Du har taget hul på det svære, og herfra bliver det mere håndgribeligt, og du kan få en masse redskaber til at finde mere ro med det, du har oplevet.

Jeg har stor respekt for, at du skrev til mig, og sender dig verdens største kram.