Der er meget glæde i en Jack Russell terrier

At påstå, at jeg har en Jack Russell, er nok en sandhed med modifikationer, men der bor en Jack Russel her i huset, og jeg er ret sikker på, at han mener, at han har en Rolf.

Navnet er Bartolin, for min kone mener, at små hunde må have et stort navn.

Gennem mit liv med hunde har jeg haft mange racer, og som træner møder jeg alle slags. Selvfølgelig har jeg trænet en del Jack Russells, men har ikke haft en selv.

Da vi så os om efter en ny hvalp, der skulle være sammen med vores store hunde – og da jeg ofte hører, at Jack Russells er svære at træne – måtte jeg jo se, om det var rigtigt.

Knap havde jeg lukket Bartolin ud i haven, før monsteret, når jeg kaldte på ham, og, synes jeg selv, var mægtig interessant, drejede om på poterne og spurtede den modsatte vej.

Da burde jeg nok have hørt alarmklokkerne ringe, men det gik hurtigt op for mig, at hvalpen, vi just havde hentet, faktisk havde samme mål som jeg.

Han gik straks i gang med seriøs mennesketræning – og han var god til det. Han greb det faktisk meget fornuftigt an, for han vidste, at gentagelser er vejen frem, og han fokuserede på én øvelse ad gangen.

Han gav endda godbidder ved at lade mig tro, at jeg havde en vis succes i træningen af ham.

Efter tre år, synes jeg, at jeg er kommet ganske langt med min træning, og jeg tror egentlig, at Bartolin også er tilfreds med sin. Skal jeg være ærlig, er han nok nået længere end jeg...

Han er ubetinget den klogeste hund, vi har haft, og det er ikke kun en fordel, for når Bartolin har lært noget, bruger han det til sin egen fordel.

Han er den første, jeg har mødt, der kan konsekvensberegne, og intelligensmæssigt udkonkurrerer han de store hunde når som helst. Desværre også mig nogle gange.

Min erfaring med Jack Russells er, at det er en meget modig race, der ikke kender begrebet tilbagetrækning – kort sagt er de ikke bange for noget.

Vores Bartolin er sød og kærlig, men man kan aldrig være sikker på, om han hygger eller er ude på at opnå noget. Der er næsten altid en skjult dagsorden.

En Jack Russell er en usædvanlig charmerende hund, og hvis man går med tanker om at anskaffe sig en, vil jeg understrege, at den kræver megen aktivitet og meningsfyldt arbejde.

Man kan ikke tvinge hunde til noget, og slet ikke en Russell, for hvis den ikke kan se fordelen i det, man beder den om, så gør den det ikke.

Den er hamrende stædig og holder ud, hvis den har fået den idé, at den vil noget.

Hvis man synes, at en stor personlighed og dens klippefaste tro på, at verden er til for den, er sagen, er der megen glæde i en Jack Russell, og det er såmænd ikke så svært at træne Bartolin – så længe jeg gør, hvad han beder om.