Min mor har en el-kørestol fra kommunen, som hun er rigtig glad for.
Nu trænger den til at få skiftet dæk. Vi ved godt, at vi selv skal betale første gang, og det er vi også indforståede med. Vi har derfor kontaktet det firma, som har leveret kørestolen til kommunen. De vil gerne skifte dækkene, men det koster 6.000 kr. Det, synes jeg, er urimeligt dyrt.
Jeg har undersøgt, hvad dækkene koster, og de fås for under 2.000 kr.
Er det et krav, at det skal være kommunens leverandør, som skifter dem? Eller må vi gøre det selv? Og hvis kommunen insisterer på, at vi skal bruge den dyre leverandør, kan min mor så få hjælp til at betale?
Hilsen Marianne
Det er korrekt, at der ikke ydes hjælp til almindelig vedligeholdelse af hjælpemidler fra kommunen. Og det fremgår klart af § 4 i hjælpemiddelbekendtgørelsen, at der i forhold til kørestol kun ydes hjælp til udskiftning af dæk og slanger, hvis der er behov for mere end en årlig udskiftning. Man skal selv betale for den første årlige udskiftning.
Kommunen kan godt forlange, at der benyttes en bestemt leverandør til reparationer, men jeg mener ikke, at de kan forlange, at det dækskifte, din mor selv skal betale for, skal foregå hos en bestemt leverandør.
Jeg vil foreslå, at I kontakter kommunens hjælpemiddelteam og sikrer jer, at din mor frit kan vælge, hvem der skal skifte dækkene. Skulle kommunen insistere på, at det skal være deres egen (hundedyre) leverandør, så skal I søge om at få hjælp til betalingen enten efter merudgiftsreglerne i servicelovens § 100 eller som et personligt tillæg efter pensionslovgivningen.
Bedste hilsner Bettina
Har du brug for hjælp til at løse et problem indenfor socialområdet? Bettina Post har været socialrådgiver i 36 år og er klar til at svare på spørgsmål. Skriv på mail til bettina@familiejournal.dk
Alt for dyre dæk til kørestolen
Kastebold mellem kommuner
Jeg er bekymret for min overvægtige og storrygende mor
Har jeg ret til flyttehjælp?
Kan min far godkendes til en ældrebolig?
Dumt dobbeltarbejde
Guide til udbetaling af Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) og pension
Utilstrækkelig hjemmehjælp