Mor siger ja til julemærkehjem - far siger nej. Hvad gør man så?

Torsdag, 13. marts 2025
Bettina Post
Illustration: AGD
En 10-årig dreng vil gerne på julemærkehjem, men faren er imod. Kan moren sende drengen afsted alligevel?
Kraftig dreng ser trist ud.
Mit barnebarn bliver mobbet og vil gerne på Julemærkehjem.

Kære Bettina

Jeg er bekymret for mit barnebarn. Han er 10 år og har det svært med sig selv. Han er overvægtig og bliver ofte drillet i skolen, og derfor har han udviklet et rigtig dårligt selvværd.

Hans mor - min datter - har talt med lærerne, men der sker ikke rigtig noget. Nu har min datter talt om, at det måske kunne være en god idé, at han kom på et Julemærkehjem. Han er åben for idéen, for han vil gerne møde andre børn og virker til at forstå, hvad det indebærer. Altså bl.a. at han skal være væk hjemmefra i en periode.

Og nu til spørgsmålet: Min datters eksmand er helt imod idéen. Han mener, at det er en overdrivelse at sende sin søn på Julemærkehjem, og at man må kunne hjælpe ham på andre måder. Men han har ingen konkrete forslag. Derfor vil jeg høre, om min datter og mit barnebarn har lov til at ansøge om et ophold på Julemærkehjem, selv om hendes eksmand er imod? Det kommer jo til at gå ud over samværet med ham.

De bedste hilsner en bekymret mormor

Kære bekymrede mormor

Hvor er det trist at høre, at dit kun 10-årige barnebarn går og kæmper med dårligt selvværd. Det er der i disse år ulykkeligvis rigtig mange børn, der gør, og jeg tror, at alle deres forældre er temmelig desperate for at finde en vej ud af det. Et ophold på et Julemærkehjem er helt sikkert en af mulighederne. De er målrettet ”børn, der mistrives, føler sig forkerte, og som har brug for hjælp til at håndtere mobning, ensomhed og lavt selvværd”, så dit barnebarn er formentlig i målgruppen til sådan et 10 ugers ophold.

Der er ikke som sådan noget til hinder for, at din datter søger om optagelse, selv om faren ikke er enig. Hun skal imidlertid skrive ham på ansøgningsskemaet, og julemærkehjemmene lægger stor vægt på samarbejdet med forældrene bl.a. for at bygge bro til det liv, barnet har i hjemmeweekenderne og efter endt ophold. Så i praksis tror jeg ikke, det vil fungere.

Hvis der er fælles forældremyndighed mellem din datter og barnets far, har han ifølge forældreansvarsloven desuden også noget at skulle have sagt i forhold til større beslutninger om, hvad drengen skal. Så jeg tænker umiddelbart, at de to forældre må sætte sig ned og drøfte mulighederne igennem, så de får lagt en plan, de begge kan støtte op om.

De bedste hilsner Bettina  

Socialt set

Har du brug for hjælp til at løse et problem indenfor socialområdet? Bettina Post har været socialrådgiver i 36 år og er klar til at svare på spørgsmål. Skriv på mail til bettina@familiejournal.dk