Bogaktuelle Puk: Mit og Albas bånd er unikt

Sneen knaser under støvler såvel som hundepoter denne eftermiddag i Hareskoven nord for København, hvor tv-vært og brevkasseredaktør for Familie Journal Puk Elgård lufter sin hund hver dag.

Alba er otte år og har et energiniveau svarende til et barn på samme alder. Hun farer frem ad stien foran os, men standser så pludseligt og står bomstille. Ikke en muskel rører sig under den gyldenbrune pels, imens hun stirrer som hypnotiseret på et ubestemmeligt punkt i den nyfaldne sne.

– Hun har nok fået færten af en mus, forklarer Puk, der kender sin hund mindst lige så godt, som hun kender skoven, vi befinder os i.

Alba er bare én af omtrent 800.000 hunde, der ifølge Dansk Hunderegister er i Danmark, men for Puk er hun noget helt specielt. Puk elsker Alba, og når hun kigger ind i de brune hundeøjne, er hun ikke spor i tvivl om, at Alba også elsker hende.

– De følelser, jeg har for Alba, er én til én de samme, som jeg har for de mennesker, jeg er tættest på i mit liv. Så stærkt et bånd har jeg aldrig før oplevet at have til et dyr. Når hun ser på mig, kan jeg se det, som enhver hundeejer ved, at der er – nemlig kærlighed. Men jeg er ikke journalist for ingenting. Jeg er pragmatisk anlagt, så jeg blev selvfølgelig nysgerrig på, hvad det hele bunder i, siger Puk.

I forsøget på at stille sin nysgerrighed har hun derfor sat evolutionsbiolog Anders Kofoed i stævne, og det er der kommet en bog ud af. ”Verdens vildeste venskab” udkom den 27. februar og indeholder svar på mange af de mysterier, der eksisterer i forholdet mellem hund og menneske.

Fra ulv til hund

45.000 år er gået, siden den første ulv nærmede sig mennesket og blev domesticeret. Og selv om nutidens hund deler 99,96 procent dna med ulven, er der alligevel sket meget. For eksempel har hundene lært sig at forstå menneskets sprog.

– En almindelig hund kan i gennemsnit cirka 90 ord, men den dygtigste kunne over 1.000. De har simpelthen udviklet et center i hjernen til at forstå, hvad mennesker siger. De kan endda genkende deres modersmål, siger Puk, som også småsludrer med Alba, mens vi går.

Alba har 18 muskler i ørerne, og det er tydeligt, at hun bruger dem alle, når Puk taler til hende. Som små paraboler bevæger de sig efter Puks stemme, indtil noget andet fanger hendes interesse. Lige nu er det lyden af en lastbil, der gasser op i det fjerne, og Alba søger straks hen mellem Puks ben.

– Den er ikke farlig, den kører væk nu, forsikrer Puk, mens hun aer hunden blidt over ryggen.

Alba er bange for lastbiler, men Puks stemme har tydeligvis en beroligende effekt på hende. Få sekunder efter iler hun atter afsted med halen i vejret og snuden i jorden.

Alba er en border collie, og Puk forklarer, at det høje energiniveau ligger til racen, ligesom behovet for at følge sit menneske tæt.

– Alba og jeg er meget tætte. Hun følger med mig på toilettet, ned i vaskekælderen og ud til postkassen. Og hun sover ved siden af mig.

I arbejdet med bogen har Puk fået øjnene op for, hvor ekstraordinært et forhold der faktisk er tale om. For alene det, at hund og menneske er endt med at være på samme hold, er – set fra et evolutionært perspektiv – intet mindre end et mirakel.

– Ingen andre arter har slået sig sammen som hund og menneske. Det er fuldstændigt unikt i dyreverdenen. Når jeg slår dynen til side, og Alba lægger sig op til mig, er vi jo to rovdyr, der ligger side om side. Vi tilhører hver vores kødspisende art, så vi burde have været fjender, og noget, der især er kommet bag på mig, er, hvor stor betydning det har haft for menneskets udvikling, at vi i stedet blev venner. Det makkerskab, vi fik med ulven og siden hunden, har faktisk sikret menneskets overlevelse, og evolutionsbiolog Anders Kofoed har forklaret mig, at forskning viser at hunden har været lige så vigtig som ilden, hjulet og sproget, fortæller Puk.

Den mindste i kuldet

Journalist, radio- og tv-vært samt forfatter, Puk Elgård har mange titler, men så langt tilbage, hun kan huske, har hun været dyreelsker.

– Jeg har altid haft dyr, også hunde. Jeg fik min første hund, da jeg var barn og boede i Buddinge. Det var en boxer, der hed Kollo, og som var opkaldt efter Dorthe Kollo. Og så gik der mange år, før jeg fik hund igen, siger Puk.

Faktisk havde Puk og hendes mand, Lothar, en hund i forvejen og var ikke på udkig efter en mere, da de for otte år siden faldt over et billede af Alba og hendes søskende på Facebook.

– Normalt synes jeg ikke, man skal forelske sig i dyr på nettet, for det er er stort ansvar at have dyr, siger Puk, men valget af Alba var måske ikke helt tilfældigt. I ”Verdens vildeste venskab” kommer medforfatter Anders Kofoed med en videnskabelig forklaring på, hvorfor vi vælger de hunde, vi gør, og noget tyder på, at vi drages mod bestemte typer.

I hvert fald tog hun og Lothar på besøg hos familien, der havde fået hvalpe, og Puk følte straks en særlig tilknytning til kuldets mindste. En lille, gyldenbrun pelsklump, blød og varm, som tilmed var en smule forsigtig i forhold til sine større søskende og lykkelig for at blive løftet op i en tryg favn. Puk var solgt på stedet.

Det med at være tilbageholdende har Alba lagt bag sig for længst. Hun tonser lykkeligt gennem skovbunden i den evige jagt efter mus, men i samme nu lyder der fra hende et hyl, og hun kommer løbende retur til Puk.

Puk kender lyden og ved, at Alba bare har fået en torn i poten. Den er hurtigt fjernet, og smerten lige så hurtigt glemt, men ikke for Puk, der stadig mindes en sommerdag, da Alba var fem måneder gammel. Et spring efter en frisbee efterfulgt af en uheldig landing resulterede i tre brud på det ene bagben, og timerne efter, som blev tilbragt i et venteværelse på dyrehospitalet med den skræmte hvalp i armene, vil Puk aldrig glemme.

– Det er præcis som at sidde på skadestuen med sit barn. Man gør alt for at prøve at bevare roen, og jeg var meget rørt over den tryghed, hun følte ved mig, siger Puk, der nynnede børnesange for Alba i forsøget på at berolige hende.

Alba blev opereret to gange, og Puk købte efterfølgende en gammel barnevogn på Den Blå Avis, som hun i de næste tre måneder trillede Alba rundt i, så hun stadig kunne komme ud og opleve verden, indtil hun igen kunne løbe og lege som før.

– Når jeg tænker på det nu, er det igen et eksempel på, hvor meget hunden har udviklet sig fra ulven. Du kan ikke omfavne en ulv og give den tryghed, for den ville bide dig i halsen. Men selv i en så sårbar situation ved hunden, at vi kun prøver på at hjælpe, siger hun.

Lykkepille med pels

Alba har et højt og insisterende bjæf, der giver genlyd i hele skoven, og når hun bliver utålmodig, er hun ikke bleg for at bruge det. Såsom nu, hvor Puk spilder tiden med at lade sig interviewe og fotografere i stedet for at samle de pinde op, som Alba afleverer ved hendes fødder i håbet om, at hun vil kaste bare én.

Puk forklarer, at når hun og Alba er i skoven, skal der ske noget. Det er de flere gange om dagen, og som regel står Puk op klokken fire om morgenen, selv om det endnu er mørkt, for at gå den første tur med Alba. I alt går de sammen omkring 10 kilometer dagligt i skoven, og hver tur er for Alba som den første gang.

– Hun glæder sig lige meget hver gang, og det har jeg lært noget af. Når jeg har travlt, plejer jeg at sige til mig selv, at jeg skal huske at være der, hvor mine fødder er. Dét er Alba. Hun er altid dér, hvor hendes poter er.

At hundeejere lever længere og lykkeligere end andre mennesker er også et beviseligt faktum, som bogen dykker ned i. Puk henviser til et svensk studie, som viser, at det at have hund sænker risikoen for at dø af hjertesygdomme med 23 procent.

Hundeejere er også mindre tilbøjelige til at blive ensomme eller ramt af stress, og det er næppe nogen tilfældighed, mener Puk.

– Når vi kigger på vores hunde, udløser det samme lykkehormoner i hjernen, som når vi kigger på vores babyer. Og det er ikke bare noget, jeg føler, understreger Puk, der sammen med Anders Kofoed har samlet forskningsresultater fra hele verden.

– Man ved simpelthen, at det udløser lykkehormoner bare at ae pelsen, tilføjer hun.

Og forskning peger på, at Alba oplever den samme biokemiske reaktion i interaktionen med Puk.

– De samme hormoner udløses i hende, som i mig, når vi er sammen, siger Puk, der er blevet overrasket over omfanget af forskningsforsøg, som har til formål at kortlægge hundens følelser for mennesket.

– Japanske forskere har fundet ud af, at en hund kan få tårer i øjnene af glæde, når et menneske kommer hjem. Andre forskere sidder og aer pelscylindere for at se, om hunde kan blive jaloux. Det kan de, fortsætter Puk.

I selvbiografien ”Se, mor, jeg danser”, der udkom i 2019, har Puk fortalt åbent om svære perioder i hendes liv og den angst, der plagede hende som ung. Og selv om angsten ikke længere er til stede, er hun stadig taknemmelig for alt det positive, der er ved at være hundeejer.

– Det er svært at vide, hvordan jeg ville have haft det, hvis det ikke havde været for Alba. Hun er en lykkepille med pels, men jeg nusser hende lige meget, uanset om det har været en god eller en dårlig dag. Der er ingen tvivl om, at hun giver mig en form for ro, selv om det er svært at tro på, når vi er herude, smiler Puk, mens hun ser på Alba, der står med snuden dybt begravet i et musehul.

Kun til låns

Puk føler, at hun nu, to år efter at have begyndt sit bogprojekt, forstår Alba meget bedre. Og det manglede også bare, mener hun. For i bytte for den mad og beskyttelse, som vores forfædre tilbød ulven, gav hunden sin frihed, og det må man huske på, når man som hundeejer kan få lyst til at sukke dybt, når det igen regner, og hunden skal luftes.

– Jeg synes jo, at man som hundeejer har et ansvar. Hunden har også betalt en pris, dens frie vilje er væk. Den er holdt op med selv at løse opgaver og spørger i stedet mennesket.

Omvendt har det også konsekvenser for mennesker at knytte sig til et væsen, hvis levetid er så meget kortere end vores egen. En hund er kun til låns, men derfor gør det ikke mindre ondt, når det bliver tid til at sige farvel. Også det har forskningen bekræftet, fortæller Puk, som i sin nye bog henviser til et pilotstudie fra Aalborg Universitet, der viser, at sorgintensiteten ved tabet af et kæledyr kan være lige så høj, som hvis vi mister en menneskelig relation.

– Det kan godt være, at det lyder fuldstændigt vanvittigt for folk, der ikke har hund, men sorgen er ægte, fordi relationen er ægte. Og det underbygger jo bare, hvor tæt vores bånd er.

Puk håber, at andre hundeejere vil få samme ahaoplevelse ud af at læse hendes bog, som hun selv har fået af at skrive den.

– Vi elsker vores hunde, og nu ved vi, at der er en stor gevinst ved den kærlighed, for hunden elsker dig tilbage. Det bekræfter videnskaben, siger Puk.

Læs også: