Det skrukke par: Er vi for gamle til at blive forældre?

Tirsdag, 11. marts 2025
Lotte Bang
Foto: Martin Silz
Fertiliteten falder med alderen, men hvornår er det aldersmæssigt uansvarligt at sætte børn i verden, selv om det godt kan lade sig gøre? Få Familielægens svar her.
Par der holder i hånden
Børn født af forholdsvis ældre kvinder har større risiko for at lide af en lang række genetiske sygdomme, forklarer Lotte Bang.

Kære Lotte Bang

Jeg er en kvinde på 39, der endelig har fundet manden i mit liv. Vi er smaskforelskede og overbeviste om, at det er os resten af livet, og nu vil vi gerne have et barn sammen.

Min mand er en del ældre end mig, faktisk hele 20 år, og vi er begge lidt bekymrede for, hvad det vil betyde for eventuelt kommende børn at have så gammel en far. Selv vil jeg jo heller ikke være nogen ung førstegangsfødende.

Hvad mener du? Er vi uansvarlige, og er der særlige risici, vi bør overveje, ved at få børn i en forholdsvis sen alder?

Mvh. L og L

Kære L og L

Hvor er det skønt, at du har fundet manden i dit liv, og at I sammen har lyst til at skabe en familie, for vi har brug for mange børn i vores land.

Vi ved, at børn født af forholdsvis ældre kvinder har større risiko for at lide af en lang række genetiske sygdomme. Jo ældre en kvinde er, når hun bliver gravid, des flere skadelige mutationer er der i dna’et i hendes æg.

Det kan betyde, at børnene fødes med en øget risiko for genetiske sygdomme som visse former for diabetes, blindhed, sklerose, hjertesygdomme, demens og forskellige former for nervesygdomme. Børn til fædre over 50 år har desuden større risiko for at udvikle visse psykiske sygdomme.

Det er selvfølgelig bekymrende viden, men chancen for at få en skøn og formentlig rask børneflok er stadig langt større, så efter min mening er det bare at gå i gang.

Fertiliteten falder med alderen, så det kan blive jeres største problem. Derfor er der ingen tid at spilde. Nyd processen og alle de skønne unger, der kan komme ud af det. Livet er aldrig uden risici og bekymringer, men som regel går det jo rigtig godt.

Kærlig hilsen Lotte 

Familielægen

Lotte Bang er Familie Journalens faste læge, og du kan konsultere hende om alt inden for sundhed, helbred og sygdom.

Send en e-mail til Lotte på: konsultation@familiejournal.dk