Opskrifter

Kyllingesuppe med æg og citron og sesambrød

Onsdag, 27. februar 2013af Redaktion
En skøn klassisker fra det græske køkken - Avgolemono suppe

Ingredienser til Kyllingesuppe med æg og citron (Avgolemono suppe)

(4 pers.)

2 hele kyllingelår
1 stort løg
4 hele nelliker

1¼ l hønsebouillon
¾ dl løse ris
2 æg
Saft af 1 citron
Salt og peber
Hakket persille

Fremgangsmåde

Læg kyllingelår, grovhakket løg og nelliker i en gryde og hæld bouillon ved. Kog lårene ca. ¾ time under låg, til kødet er mørt. Si suppen og hæld den tilbage i gryden. Kog risene ca. 15 min. i suppen. Pil kyllingekødet fra benene og kom det i suppen. Pisk æg og citronsaft sammen. Pisk et par dl af den varme suppe i æggene. Pisk æggeblandingen i suppen og varm den op under omrøring, til den begynder at tykne lidt, den må ikke koge, så skiller den. Servér suppen med hakket persille og brød.

Ingredienser til små, græske sesambrød

(4-5 stk.)

20 g gær
3 dl håndvarmt vand
1 tsk. salt
2 spsk. olivenolie
1 spsk. honning
1 spsk. mælk
75 g fuldkornshvedemel
75 g majsmel
Ca. 300 g pizzamel

Pensling
Mælk
Sesamfrø

Fremgangsmåde

Smuldr gæren og rør den ud i 1 dl af vandet. Tilsæt fuldkornsmelet og rør det sammen. Lad det hvile 20 min. Tilsæt resten af vandet, salt, olivenolie, honning, mælk, majsmel og det meste af hvedemelet. Ælt dejen blank og smidig og tilsæt lidt mere mel, så dejen ikke klistrer. Lad den hæve lunt og tildækket ca. 1½ time. Ælt dejen let igennem og del den i 4-5 stk. Form dem til aflange boller og læg dem ret tæt ved siden af hinanden på bagepladen. Dæk brødene til og lad dem efterhæve ca. 1 time. Pensl med mælk og drys tæt med sesamfrø. Bag brødene 30-35 min. ved 220° på nederste ovnrille.

Tip: Du kan udskifte sesamfrøene med birkes eller hakkede solsikkekerner.

Madopskrift: Anne Skovgaard-Petersen

Find flere opskrifter her...
Oksehalesuppe
Gratineret løgsuppe

Kender du kogebogen? Klik her...

25 skønne supper

Når det er minusgrader udenfor, er det skønt at indtage en varm suppe. Klik dig i gennem galleriet, og se de mange skønne supper - der er uden tvivl noget for enhver smag...

Skønne supper