Kirsten befinder sig i krigens centrum

- Folk tror, jeg render rundt og uddeler mad til sultne børn, men det er jo ikke kun sådan, nødhjælpen nødvendigvis fungerer.

- Selvfølgelig bliver pengene brugt til mad, men vi arbejder jo i høj grad også på et meget mere overordnet plan, når vi er ude som nødhjælpsarbejdere i de forskellige lande, fortæller den 51-årige koordinator i Dansk Flygtningehjælp.

Hør Kirsten fortælle om noget af den hjælp, hun var involveret i, da hun var udsendt i Afghanistan

- Meget tid går for eksempel med at etablere tag over hovedet i form af telte eller hytter til flygtninge, sikre rent vand, etablere sanitære rammer som latriner eller render til bortledning af spildevand eller forhandle med de lokale myndigheder eller oprørere, hvis det er dem, der lige på det tidspunkt har magten.

- Det, det handler om for os, er at sørge for, at de folk, der flygter fra krig og vold, kan få et sted at opholde sig midlertidigt uden at blive angrebet - og så i øvrigt sørge for, at de kan få mad, vand, medicin, tøj og i det hele taget alle de fornødenheder, et menneske har brug for til at overleve.

Læs også om Lilian, der har taget 250 sponsorbørn i Gambia under sine vinger

Kalashnikov i ryggen

Populære artikler om sundhed på familiejournal.dk

Kirsten ved, hvad hun taler om, hun har nemlig været udsendt som en af Dansk Flygtningehjælps 360 internationale nødhjælpsarbejdere i perioder hen over næsten 25 år til i alt 12 forskellige, krigshærgede lande.

- Vi er jo omgivet af enorme mængder voksne og børn i stor nød og angst og har ofte bevæbnede vagter omkring os, både af almindelige, sikkerhedsmæssige årsager, men også fordi, kidnapningsfaren for nødhjælpsarbejdere er vokset med tiden.

Det værste sted, jeg har været i den forbindelse, er nok Kaukasus. Da vi kørte ud til en flygtningelejr for at fortælle dem, at vi ville hjælpe dem, var det svært at opnå tillid, for samtidig med, at vi stod og talte med dem, havde vi folk stående bag os med store Kalashnikov-geværer.

Er det nu, vi skal dø?

Skønt interviewet foregår midt i smukke, gule sennepsmarker i Mols Bjerge, mens Kirsten skulle formodes at holde ferie i sit danske hjem, er hun alligevel koncentreret om sit arbejde.

- Lige nu er jeg udstationeret i Sydsudan og hjemme på et par ugers ferie, og da jeg forlod Sudan, hvor jeg skal være indtil august, havde vi cirka 9.000 flygtninge i den FN-lejr, hvor jeg bor. Jeg rejste hjem forrige søndag, og om mandagen lavede oppositionen i landet et voldsomt angreb, så på ganske få dage er tallet i lejren steget til 23.000 mennesker.

De korte perioder i Danmark bruger Kirsten til at være sammen med kæresten og vennerne.

- Begge mine forældre er døde, og min søster er heldigvis fuldstændig afklaret med, hvad der driver mig, og hun har kun respekt for det. Så hun er holdt op med at sidde og bide negle, når jeg er ude. Og nu kan jeg jo skype med både min kæreste og min søster.

Umuligt at blive syg

Syg af og til? Det er noget, nødhjælpsarbejdere bare ikke bliver.

- Nej, nej, det kan jo ikke nytte noget. Hvis vi får dårlig mave, får vi en lille pose med det, vi kalder "blandede bolsjer", og så bliver vi friske igen.

Det kræver sin kvinde at have et job som Kirstens.

- Men når det handler om at få størst mulig hjælp ud til flest mulige mennesker hurtigst muligt, så kan man mere, end man er klar over, og jeg ville ønske, at flere mennesker kunne forstå, hvor vigtigt det er, at vi hjælper flygtninge - både herhjemme og ude i verden.

Læs også, hvordan Lisbeth, der selv har prøvet at være sat på gaden, nu bruger alle døgnets timer på at hjælpe værdigt trængende