Gode råd om krydderurter
Af Helle Brønnum Carlsen
Tørrede krydderurter
Bind små buketter af dild, mynte, citronmelisse, estragon, oregano, lavendel, rosmarin, salvie, sar, timian, merian og persille. Hæng dem et tørt og ikke for varmt sted og lad dem tørre helt. Hvis ikke du har den mulighed, kan du også lyntørre dem i ovnen ved 30° 3-7 timer.
Kryddersalt
Nogle af de tørrede urter (og her plejer jeg at tørre dem i ovnen til lejligheden) blendes med et par skefulde sydesalt eller flaget havsalt. Når urterne er i små, men ikke helt pulveriserede stykker, blandes der mere groft salt i. Det er vigtigt at bruge en salttype, der kan knuses let med fingrene. Selv bruger jeg helst Læsø Sydesalt, fordi det i sig selv har en ganske aromatisk smag. Hvis jeg bruger de kraftige urter som oregano, rosmarin og salvie, bruger jeg saltet til at drysse på kød. De mere parfumerede som dild, citronmelisse og mynte bruger jeg ofte til fisk, især federe fisk som laks.
Kryddereddiker
Vælg en god krydderurteharmoni, sæt blandingen på flaske og hæld mild, klar eddike eller lys vineddike over. Gode harmonier er beskrevet af krydderurte-dronningen, Anemette Olesen, i hendes bog, "Krydderurter", og et par af disse kunne være: I: basilikum, hvidløg, laurbær, merian, oregano, sar og timian eller II: citronmelisse, kørvel, purløg, dild, fennikel, mynte, persille og lidt hvidløg. Den første blanding er også god til at peppe den dominerende løvstikke op med.
Kryddersnaps
Flere af vore færdige snapse er allerede tilsmagt med kommen, dild, porse eller malurt. Men man kan også selv fremstille den smag, man synes. Det kan være både dyrkede krudderurter og vilde urter som porse, kvan og perikon.
Fælles for alle disse råd er, at tørring, saltning, syre eller alkohol konserverer urterne, så de kan holde længe. En kortere konservering er oliekonservering, hvor man skal opbevare urterne på køl, da der ellers kan ske bakterieudvikling. Og smagsmæssigt er det en super idé at lave pesto af forskellige urter, der så kan bruges til forskellige former for grønt, kød og fisk.
Se Helle Brønnum Carlsens forslag til retter med krydderurter i her...
xxx
xxx
xxx