Opskrifter

3 hjemmebagte fristelser med krydderurter

Søndag, 30. august 2020Af Line Holt Nielsen. Foto: Carina KrügerFoto: Carina Krüger
Er du glad for krydderurter? Så må du ikke snyde dig selv for at sætte tænderne i tre lækre sager med krydderurter. Her får du opskrifterne.
3 hjemmebagte fristelser med krydderurter

Focaccia

(8 personer)

  • 12 g gær
  • 5 dl lunt vand + 3 spsk.
  • 300 g ølandshvedemel
  • 300 g grahamsmel
  • 1 spsk. salt
  • 2 tsk. olivenolie
  • 2 tsk. flagesalt
  • 2 spsk. frisk rosmarin
  • 2 spsk. frisk oregano

Se også: Mini focaccia

Fremgangsmåde:

Opløs gær i 5 dl lunt vand. Rør de 2 slags mel og salt i, og ælt
dejen godt, gerne på en røremaskine i 10 minutter. Tilsæt 1 spsk. vand, og ælt videre i 5 minutter. Gentag to gange, så du har tilsat i alt 3 spsk. vand og æltet i yderligere 15 minutter. Dæk dejen, og lad den hæve et lunt sted til dobbelt størrelse i ca. 40 minutter. Smør en stor bradepande med olie, og hæld dejen på bradepanden. Fordel den let med fingerspidserne. Det gør ikke noget, hvis dejen ikke går helt ud til kanten. Efterhæv i 25 minutter. Dryp olivenolie over dejen, og lav fordybninger med dine fingre. Drys med flagesalt og plukkede krydderurter. Smid gerne ½ dl vand ind i bunden af ovnen, når du sætter bradepanden ind, og bag brødet ved 225° i ca. 20 minutter, til det er gyldent og gennembagt.

Prøv også: Focaccia med krydderurter

Snegle med hjemmelavet pesto

(22 stk.)

  • 1 dl vand
  • 1 dl mælk
  • 25 g gær
  • 2 æg + 1 til pensling
  • 75 g blødt smør
  • 1 tsk. salt
  • 1 spsk. sukker
  • ½ spsk. frisk rosmarin
  • 750 g hvedemel
  • 1 dl danskvand (kan erstattes af almindeligt vand)
  • 40 g Vesterhavsost eller en anden fast, saltet ost
  • 1 æg til pensling

Hjemmelavet pesto:

  • 60 g pinjekerner
  • 80 g Vesterhavsost eller
  • en anden fast, saltet ost
  • 5 håndfulde frisk basilikum
  • eller andre friske krydderurter
  • 2 fed hvidløg
  • 1 dl smagsneutral olie
  • ½ tsk. salt
  • 1 nip peber

Se også: Pølsehorn med pesto

Fremgangsmåde:

Hjemmelavet pesto: Rist pinjekerner på en varm, tør pande. Skær osten i små stykker. Kør dem i en foodprocessor med pinjekerner, krydderurter, hvidløg og olie. Smag til med salt og peber, og tilsæt evt. mere olie, hvis konsistensen er for fast.

Lun vand og mælk, og opløs gæren heri. Tilsæt æg, blødt smør, salt, sukker og hakket rosmarin. Rør 2⁄3 af hvedemelet og danskvand i, og ælt dejen godt. Tilsæt mel, indtil dejen er lind og slipper skålens kanter. Tildæk skålen, og lad dejen hæve lunt til dobbelt størrelse i ca. 45 minutter. Rul dejen ud til en stor firkant på et meldrysset bord, og smør den med pesto. Resten af pestoen kan du fylde på et skoldet glas og opbevare i køleskabet. Riv 40 g ost oven på pestoen. Rul dejen stramt til en roulade, og skær den ud i ca. 1 cm brede stykker. Fordel sneglene på 2 bageplader med bagepapir. Lad dem efterhæve i 10 minutter, pensl med sammenpisket æg, og bag dem ved 180° varmluft i ca. 14 minutter, til de er gyldne og gennembagte.

Prøv også: Snegle med chorizo og mozzarella

Pæretærte med timian

(8 personer)

  • 175 g hvedemel
  • 70 g flormelis
  • 85 g koldt smør
  • 1 æggeblomme

Pære-timianfyld:

  • 3 æg
  • 75 g sukker
  • 3 dl cremefraiche 18 %
  • 2 tsk. tørret timian eller
  • 1 spsk. frisk timian
  • 100 g marcipan
  • 3 pærer
  • 2 spsk. rørsukker
  • 35 g mandelflager

Til servering:

  • Cremefraiche 38 % eller vaniljeis
  • 5 stilke frisk timian

Se også: Pæretærte med mandler

Fremgangsmåde:

Bland mel og flormelis. Tilsæt smør i små tern, og smuldr det ud i melblandingen. Saml dejen med en æggeblomme, pak den ind i husholdningsfilm, og læg den i køleskabet i ½ time. Tryk mørdejen fast i en smurt tærteform. Forbag bunden ved 200° i 8 minutter.

Pære-timianfyld: Pisk æg og sukker luftigt. Bland cremefraiche, timian og revet marcipan i. Skræl pærerne, og del dem i kvarter. Skær pærerne i skiver på langs uden om kernehusene. Hæld marcipanfyldet over den forbagte tærtebund. Fordel pæreskiverne ovenpå. Drys rørsukker og mandelflager over. Bag tærten færdig ved 180° i ca. 35 minutter, til den er gylden og gennembagt. Servér den lune tærte med cremefraiche eller vaniljeis, og pynt med frisk timian.

Tip: Timian giver en dejlig, uventet og let parfumeret kant til smagen i denne klassiske pæretærte.

Prøv også: Små hindbærtærter