Hjemmebag og efterårshygge: 3 søde lækkerier
Flerfarvede småkager
25 stk.
- 175 g blødt smør
- 125 g sukker
- 1 æg
- 2 tsk. vaniljesukker
- 350 g hvedemel + 3 spsk.
- 1 knsp. salt
- ½ tsk. bagepulver
- 35 g mørk chokolade
- ½ spsk. rent kakaopulver
- 25 g syltede kirsebær gerne Amarena-kirsebær
- 1 æggeblomme til pensling
Prøv også: Rugbrødskage med solbærsyltetøj og flødeskum
Fremgangsmåde:
Pisk smør og sukker luftigt. Pisk æg og vaniljesukker i. Bland 350 g hvedemel, salt og bagepulver. Si det i æggemassen, og bland det hele godt sammen.
Del dejen i 2 lige store portioner. Bland den ene del med smeltet chokolade og kakao-pulver. Ælt hakkede kirsebær og 3 spsk. hvedemel i den anden del, og læg begge deje køligt i 20 minutter. Tænd ovnen på 175°. Rul først den ene slags dej ud på et bord, og udstik cirkler, f.eks. med et drikkeglas. Udstik det midterste stykke med én eller flere forme, f.eks. stjerner.
Læg kagerne uden midterstykke på en bageplade med bagepapir. Gentag med den anden slags dej, og tryk forsigtigt kagemidterne fast i en modsatfarvet bund. Pensl med æggeblomme, og bag kagerne i ca. 12 minutter.
Prøv også: Glutenfrie kager: Snickers-hapsere og svampet chokoladekage
Marengs på pind
20 stk.
- 5 æggehvider
- 220 g sukker
- 100 g flormelis
- 1 spsk. vaniljesukker
- 1-3 slags konditorfarve (kan udelades)
- 20-25 ispinde af træ
Prøv også: Hjemmebag: 3 lækre kager med chokolade
Fremgangsmåde:
Læg ispindene i koldt vand. Tænd ovnen på 110° varmluft. Pisk æggehvider skummende. Pisk sukker i lidt ad gangen, til marengsmassen er blank og glat. Sigt flormelis og vaniljesukker i, og vend det hele godt sammen.
Fordel evt. marengsmassen i 1-3 forskellige skåle, og vend en lille smule konditorfarve i hver portion. Den kan enten være jævnt fordelt eller lave en marmoreret effekt.
Fyld massen i hver sin sprøjtepose. Sprøjt først ca. 3 cm lange striber marengs ud på en bageplade med bagepapir. Tryk en ispind fast i hver stribe, og sprøjt dernæst sjove figurer eller mønstre ud af én eller flere farver marengs.
Lad ”isene” tørre i 15 minutter, og bag dem i ovnen i 1-1½ time, afhængigt af deres størrelse. Sluk ovnen, og lad marengsen køle helt af, inden du flytter dem.
Prøv også: Bag donuts: 3 opskrifter på lækre donuts
Spiralpandekager uden tilsat sukker
4 personer
- 2 modne bananer
- 3 æg
- 2 dl mælk
- 6 spsk. hvedemel
- 1 tsk. vaniljepulver
- ½ tsk. salt
- 1 tsk. rent kakaopulver
- Smør til stegning
Prøv også: Hjemmebag: 3 slags pandekager
Fremgangsmåde:
Mos bananerne let med en gaffel. Blend dem i en blender sammen med æg, mælk, 5 spsk. hvedemel, vaniljepulver og salt, til konsistensen er glat. Tag halvdelen (ca. 2½ dl) fra. Bland 1 spsk. hvedemel i den ene del af dejen, og 1 tsk. kakao-pulver i den anden. Lad begge hvile køligt i 10 minutter.
Fyld evt. dejen i hver sin sprøjteflaske, så er det nemmere at hælde den pænt ud på panden. Smelt lidt smør på en pande, og hæld den ene slags dej ud i et spiralmønster med luft imellem striberne. Fyld tomrummet ud med den anden slags dej, og vend pandekagen, når den har sat sig. Gentag, indtil al dejen er brugt.
Prøv også: Hjemmebag: 3 slags vafler