Opskrifter

Linser med ostecreme

Fredag, 30. juni 2017af Christine Bille Nielsen
Disse lækre linser med ost i såvel dej som fyld er velegnede sammen med en aperitif eller til at afrunde den gode gæstemiddag.

Ingredienser til linser med ost

(12 stk.)

Dej:
150 g hvedemel
125 g smør
50 g revet ost, 
se forslag
1 æggeblomme

Creme:
2¼ dl mælk
2 æg
50 g ost, se forslag*
2 spsk. majsstivelse
1 knsp. salt

Pensling:
1 æggehvide
2 tsk. paprika

Alternativ til linser med ost: Pizza-snacks

Fremgangsmåde til linser med ost

Dej:
Riv osten fint og bland den med melet. Skær smørret i små tern og smuldr i melblandingen. Saml dejen hurtigt med æggeblommen. Klap dejen sammen, pak den ind i køkkenfilm og lad den hvile i køleskabet i ½ time.

Creme:
Pisk mælk, æg, revet ost, majsstivelse og salt sammen i en lille gryde. Kog cremen op under piskning og kog den godt igennem. Lad cremen køle af og pisk i den indimellem.

Ostelinser:
Rul dejen tyndt ud på et melstrøet bord. Stik dejen ud i cirkler, der passer til linseformene, ca. 12 små linseforme eller muffinsforme i metal. Læg dejen i formene. Fordel cremen i linserne. Pensl lidt æggehvide i kanten af dejen (pas på, der ikke kommer for meget æggehvide på kanterne). Rul den overskydende dej ud og stik dejen ud i cirkler, som passer i størrelsen til låg på linserne. Læg dejen på og tryk lidt i kanterne. Pensl lågene med æggehvide og drys med lidt paprika. Bag linserne ved 180° i ca. 15 min., til de er gyldenbrune på toppen og gennembagte i bunden. Du kan evt. bage linserne med ekstra undervarme, hvis din ovn har den indstilling, så bliver bunden ekstra sprød. Løsn forsigtigt linserne i kanten med en lille, spids kniv og tag dem ud af formen. De er meget luftige og porøse.

*Forslag til ostetyper:
Brug kraftige lagrede oste med højt tørstofindhold, f.eks. cheddar, parmesan, grana, vesterhavsost o.lign.

Tip
Ostelinserne smager af mest, når de er lidt lune eller har stuetemperatur. De holder sig fint friske i et par dage.