Opskrifter

3 aftenretter med grønt

Søndag, 31. maj 2020af Christine Bille Nielsen. Foto: Carina KrügerFoto: Carina Krüger
Grøntsager smager skønt til alle retter, hvis du sammensætter det rigtigt. Her får du tre bud på lækre aftenretter med grønt.
3 aftenretter med grønt

Dampet blomkål med bacon-løg-smør og ærtesalat

(4 personer)

Bacon-løg-smør:

  • 75 g bacon
  • 1 løg
  • 1 spsk. olivenolie
  • 100 g blødt smør
  • Peber

Dampet blomkål:

  • 1 stort blomkål
  • Salt

Ærtesalat:

  • 2 spsk. olivenolie
  • 2 spsk. æbleeddike
  • 1 stort hoved-salat eller 1 bakke
  • blandet salat
  • 500 g ærter i bælg
  • Salt og peber

Til servering:

  • 1 bundt purløg
  • 1 kg kartofler eller flutes

Prøv også: Hakkebøffer med blomkål i ost

Fremgangsmåde:

Bacon-løg-smør: Steg små bacontern og hakket løg i olie. Kom det hele i en sigte, og lad det dryppe af, mens det køler af. Rør smørret luftigt. Rør bacon-løg-blandingen i, og smag til med peber.

Dampet blomkål: Kom blomkålen i en stor gryde med lidt vand i bunden. Kog vandet op, og lad blomkålen dampe under låg i 15-20 minutter, til den er mør med lidt bid. Drys med salt, dryp af, og læg den på et fad.

Ærtesalat: Rør olie og eddike sammen, og vend plukkede salatblade og bælgede ærter i. Smag salaten til med salt og peber. Servér blomkålen i tykke skiver toppet med bacon-løg-smørret sammen med salaten, et drys hakket purløg og kogte kartofler eller flutes.

Se også: Frikadeller med asparges og blomkål i yoghurt

Kyllingeboller i frikassé med asparges og kål

(4 personer)

  • 400 g hakket kyllingekød
  • 1 løg
  • 1 æg
  • 1 dl rasp
  • 1 tsk. salt
  • Peber
  • 1 dl letmælk
  • ¾ l vand

Sauce:

  • ½ blomkål
  • ½ spidskål
  • 500 g grønne asparges
  • 2 dl letmælk
  • 2 spsk. majsstivelse
  • 500 g ærter i bælg
  • Salt og peber

Til servering:

  • 1 bundt purløg og/eller persille
  • 1 kg små kogte kartofler

Prøv også: Kyllingeboller i karry (link fjernet)

Fremgangsmåde:

Rør kødet med hakket løg, æg, rasp, salt og peber. Spæd op med mælken, til farsen er blød, men stadig fast nok til at forme små boller. Kog vandet op i en bredbundet gryde, og kom forsigtigt bollerne i. Lad dem koge i 15 minutter. Tag bollerne op af vandet med en hulske, og læg dem på en tallerken.

Sauce: Sigt 2⁄3 af kogevandet fra kyllingebollerne til sauce, og kom det tilbage i gryden. Tilsæt blomkålsbuketter, spidskål i brede strimler og 2 cm tykke aspargesstykker, og kog det hele i 3 minutter. Tilsæt blandet mælk og majsstivelse. Kog op under omrøring. Tilsæt bælgede ærter og kødboller. Kog godt igennem, og smag til med salt og peber. Drys med hakket purløg og/eller persille, og servér med kartofler.

Se også: Fyldig tomatsuppe med kyllingeboller

Rødspætte med persillesauce og dampede grøntsager

(4 personer)

  • 4 hele rødspættefileter
  • 3 dl rugmel
  • 2 spsk. rapsolie
  • 2 spsk. smør
  • Salt og peber

Persilleflødesauce:

  • 2½ dl piskefløde
  • 1 bundt stor kruspersille
  • Salt og peber
  • 1 tsk. frisk citronsaft

Dampede grøntsager:

  • ½ spidskål
  • 4 gulerødder
  • 1 bundt grønne asparges
  • Salt

Tilbehør:

  • 1 kg små kogte kartofler
  • 1 citron

Prøv også: Rødspætte med pesto og dampet kål

Fremgangsmåde:

Skyl rødspættefileterne, og tør dem let af med køkkenrulle. Vend dem i rugmel, og steg dem på en stor pande i olien. Kom smørret på panden, inden du vender dem om, og steg, til de er lysebrune og sprøde på begge sider. Krydr godt med salt og peber.

Persilleflødesauce: Kog fløden op. Gem lidt af den plukkede persille, og blend resten med fløden. Smag til med salt og peber og et par dråber citronsaft lige inden servering.

Dampede grøntsager: Skær spidskål i både og gulerødder i 1 cm tykke stykker på skrå. Bræk de tørre ender af aspargesene. Kog grøntsagerne i en bredbundet gryde med lidt vand i bunden med låget på skrå i 4-5 minutter. Hæld vandet fra, og drys med lidt salt. Servér rødspætter, sauce og grøntsager med kartofler, citronbåde og persille.

Se også: Lækker stegt rødspætte med rabarberrelish