Opskrifter

3 hverdagsretter med kartofler

Fredag, 16. juli 2021Af Pia Andreassen, Foto: Martin Tanggaard Foto: Martin Tanggaard
Skal aftensmanden være let og lækker? Her får du tre opskrifter på nem hverdagsmad med masser af smag. Velbekomme.
Hverdagsmad med kartofler

Grillet flanksteak med rødvinssauce

(2 personer)

  • 1 lille flanksteak
  • Olivenolie
  • Salt og peber
  • 1 håndfuld ærteskud

Grillet grønt:

  • 300 g kogte, kolde kartofler
  • ½ bundt nye gulerødder
  • Salt og peber
  • Grillspyd

Rødvinssauce:

  • 1 dl rødvin
  • ½ dl oksebouillon
  • ½ tsk. dijonsennep
  • 1½ tsk. koncentreret tomatpuré
  • ½ spsk. smør
  • Salt og peber

Prøv også: 3 hverdagsretter med grønt

Fremgangsmåde:

Afpuds flanksteak, og dup den tør. Pensl kødet med olie, og krydr med salt og peber. Grill kødet lige over gløderne på grillen i ca. 4 minutter på hver side. Tag kødet af varmen, og lad det hvile tildækket i 10 minutter. Servér flanksteak med grillet grønt og rødvinssauce, og pynt med ærteskud.

Grillet grønt: Sæt kogte kartofler på spyd, og pensl dem og skrubbede gulerødder med olie. Krydr med salt og peber. Grill begge dele i ca. 5 minutter på hver side lige over gløderne.

Rødvinssauce: Opvarm vin, bouillon, sennep og tomatpuré i en lille kasserolle, og lad det simre i 5 minutter. Rør smørret i saucen, tag den straks af varmen, og smag til med salt og peber.

Prøv også: Hverdagsmad med grønne asparges

Kartoffelsalat og grillede hakkebøffer

(2 personer)

  • 350 g kogte, kolde kartofler
  • 100 g hytteost 4 %
  • 1 spsk. grøn pesto + lidt til servering
  • 1 lille rød peberfrugt
  • ½ lille agurk
  • 1 dl oliven
  • Salt og peber
  • ½ tsk. hvidvinseddike
  • Dijonsennep
  • ½ spsk. olivenolie
  • 50 g feldsalat

Hakkebøffer:

  • 300 g hakket svinekød
  • Salt og peber
  • Olivenolie til pensling

Prøv også: Lun salat med oksekød og kartofler

Fremgangsmåde:

Skær de kogte kartofler i tern. Rør hytteost og pesto sammen, og vend det med kartoflerne. Skær peberfrugt i små tern. Flæk agurk på langs, skrab kernerne ud, og skær den i små tern. Vend peberfrugt, agurk og oliven med kartoffelblandingen. Smag til med salt og peber. Lad kartoffelsalaten trække på køl. Rør eddike, sennep og olie sammen til en dressing, smag til med salt og peber, og vend dressing, feldsalat og lidt ekstra pesto i kartoffelsalaten lige før servering.

Hakkebøffer: Form kødet til 2 bøffer, krydr med salt og peber, og pensl dem med olie. Grill bøfferne lige over gløderne på grillen i ca. 4 minutter på hver side, eller steg dem på en pande i ca. 5 minutter på hver side. Servér bøfferne med kartoffelsalaten.

Prøv også: Stegt kylling med avocadosalat

One pot-kyllingegryde

(2 personer)

  • 300 g kyllingebrystfilet med skind
  • 1 mellemstort løg
  • 300 g kartofler
  • 2 mellemstore gulerødder
  • 1 spsk. olivenolie
  • ¾ spsk. karry
  • 1 dåse flåede tomater
  • 1½ dl hønsebouillon (evt. lidt mere)
  • Salt og peber

Til servering:

  • 1 lille håndfuld rucola
  • Brød

Prøv også: 3 hverdagsretter med gulerødder

Fremgangsmåde:

Skær kødet i store tern, og dup dem tørre. Hak løget, og skær kartoflerne i kvarter. Skær gulerødderne i skrå skiver. Varm en sauterepande op til godt varm. Tilsæt olie og karry, og brun hurtigt kødet i blandingen under omrøring. Tag kødet op, og steg løg, kartofler og gulerødder i nogle minutter i panden. Hæld flåede tomater og bouillon på grøntsagerne, og bring det hele i kog.

Tilsæt kødet, og lad det simre i ca. 18 minutter under låg, indtil alt er mørt. Spæd evt. op med lidt mere bouillon undervejs. Smag til med salt og peber, og servér retten toppet med rucola og med brød til.

Prøv også: Fiskefilet med kryddersmør og kartofler