Ingredienser til andepostej
(8-10 pers.)
2 pænt store andebryster
300 g ande- el. kyllingelever
½ dl portvin
250 g svinesmåkød
2 tykke skiver franskbrød
1 dl fløde
1 spsk. grøn peber i lage
1 tsk. provenceurter
1 æg
Ca. 1½ tsk. salt
Groftkværnet peber
Fremgangsmåde til andepostej
Skær årestammerne fra leveren og skær leveren i små tern. Kom dem i en skål sammen med portvin og stil det køligt et par timer. Skær skorpen af brødet og udblød krummen ½ time i fløden. Skær skindet og evt. sener af andebrysterne og skær kødet i mindre stykker. Gem skindet. Kom andekød, svinekød og lever i foodprocessor sammen med den udblødte brødkrumme. Lad maskinen køre ca. 1 min. Tilsæt den overskydende portvin fra leveren, grøn peber, provenceurter, æg, salt og peber og lad maskinen køre ca. ½ min. Læg et andeskind i bunden af en form på ca. 1½ l. Glat overfladen til og kom farsen i. Læg det andet andeskind over. Læg folie over formen og sæt den i ovnen ½ time ved 190°. Fjern folien og bag terrinen yderligere ca. 40 min. Tag formen ud og læg et let pres over, mens postejen køler af. Sæt den i køleskab til næste dag.
Madopskrift: Anne Skovgaard-Petersen
Find flere opskrifter her...
Gammeldags landpostej
Krydderfedt med grever