Opskrifter

Farserede vagtler

Mandag, 12. april 2010af Redaktion
Serveret med laurbærkartofler og franske ærter med tomater

FARSEREDE VAGTLER
(6 pers.)

6 udbenede vagtler (skal bestilles hos slagteren)
Salt og peber
30 g smør

Fyld
150 g hakket skinkekød
1 spsk. mel
1 æg
½ tsk. stødt koriander
1 spsk. revet løg
½ tsk. salt
Peber

Sauce
1½ dl hvidvin
1 dl friskpresset appelsinsaft
1 tsk. revet appelsinskal
1 dl piskefløde
¼ tsk. stødt koriander
Salt og peber



Skyl vagtlerne, hvis de er blodige, og tør dem godt. Klip de yderste vingespidser af. Gnid fuglene med lidt salt og peber.
Fyld: Rør kødet til fars med de øvrige ingredienser. Fyld lidt fars i hver vagtel og bind omkring dem. Brun dem i en gryde i smørret. Tag vagtlerne op og hæld hvidvin og appelsinsaft i gryden. Kog det igennem og kom appelsinskal og piskefløde i. Krydr saucen med salt, peber og koriander. Læg vagtlerne tilbage i gryden og lad dem snurre under låg ca. 20 min., til de er møre.



LAURBÆRKARTOFLER
4-5 bagekartofler
8-10 laurbærblade
Olivenolie
Salt og peber

Skræl kartoflerne og del dem i to. Skær et par snit i hver kartoffel og stik laurbærblade i. Læg dem i et ildfast fad og hæld lidt olivenolie over. Drys med salt og peber. Sæt dem i ovnen ved 200° 35-40 min., til de er møre.



FRANSKE ÆRTER MED TOMATER
(6 pers.)

3 mellemstore tomater
4 (banan)skalotteløg
20 g smør
1 icebergsalat
250 g fine, frosne ærter
1 tsk. salt
Groftkværnet peber

Del tomaterne, skrab kernerne ud og skær tomatkødet i strimler. Pil løgene, skær dem i kvarter og svits dem møre i smørret. Tilsæt tomaterne. Skær salaten i strimler og kom dem i gryden sammen med ærter, salt og peber. Lad det varme, til ærterne er tøet op, og server straks, inden salaten taber farven.


Madopskrift: Anne Skovgaard-Petersen


Lav en festmiddag med...
Prins Henriks laksekage til forret
Hofdessert med jordbær til dessert